Toms skal tjene penge med ny topchef

Utilfredsstillende resultater førte onsdag til, at Danmarks største slikproducent Toms fyrede direktøren Jesper Møller. Indtjeningen skal i vejret med en ny direktør, forklarer formand Henrik Brandt.

Direktør Jesper Møller fra Toms Fabrikker viser et nyt produkt frem. Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Juhl
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Guldbarer, Kæmpe Skildpadder og Hurlumhej Mix sælger som aldrig før. Men på trods af en stigende omsætning har Toms problemer med at tjene flere penge på bundlinjen. Det førte onsdag til, at Toms’ direktør igennem næsten ti år, Jesper Møller, blev fyret med øjeblikkelig virkning.

Toms’ bestyrelsesformand Henrik Brandt forklarer, at resultaterne simpelthen er for utilfredsstillende.

»De resultater, vi skaber, kan vi ikke være stolte af. De er svingende, og de ligger på et lavt niveau. Og det er ikke tilfredsstillende. Derfor har vi efter længere tids drøftelse i bestyrelsen besluttet, at der er behov for en ny ledelse i Toms,« siger Henrik Brandt, der indtog formandsstolen i Toms den 14. marts i år og samtidig er adm. direktør i bryggerigruppen Royal Unibrew.

Slikproducentens store udfordring er netop, at omsætningen stiger, mens indtjeningen ikke følger med. Her ligger hovedopgaven for en ny Toms-direktør.

»Den nye direktør skal udarbejde en strategi, som kan sikre en lønsom udvikling for virksomheden og samtidig placere Toms som en endnu mere relevant spiller i Danmark såvel som de lande, vi opererer i uden for Danmark,« siger Henrik Brandt.

Indtjeningen dykker

Toms nu forhenværende direktør Jesper Møller tager fyringen pænt.

»Når man er direktør i en virksomhed som Toms, så ved man, at den dag kan komme. Jeg må konstatere, at på trods af store anstrengelser er vores indtjening gået den gale vej. Og det kan man selvfølgelig ikke være tilfreds med,« siger Jesper Møller, der rundede 58 år i januar.

Han overvejer nu, om fremtiden skal byde på en professionel bestyrelseskarriere eller et nyt lederjob.

»Indtil videre har jeg en del invitationer til kopper af kaffe og frokoster – og så må det afhænge af, hvad der byder sig,« siger han.

Siden den finansielle krise satte ind i 2008, har Toms arbejdet hårdt for at øge indtjeningen, forklarer Jesper Møller. Men slikproducentens anstrengelser er blevet spist op af andre udfordringer i markedet. Sidste år voksede omsætningen således til 1,8 mia. kroner, men driftsresultatet styrtdykkede til 28 mio. kr. fra 69 mio. året før, og bundlinjen skrumpede til 18 mio. fra 54 mio. kr. i 2012.

Slagtilbud på Anthon Berg

Jesper Møller fremhæver særligt to udfordringer for Toms. For det først er der hård konkurrence mellem de store detailhandelskæder, der bruger produkter som guldæsken fra Anthon Berg for at lokke kunder i butikken. Slagtilbuddene på Toms-produkter er med til at udhule slikproducentens indtjening. Dertil kommer en stigende konfektureafgift, som koster Toms dyrt.

Bestyrelsesformand Henrik Brandt bekræfter, at de stigende afgifter »bestemt ikke har gjort det nemmere« på det danske marked. Hvad der måtte være undervejs af tiltag for at vende udviklingen i Toms, vil han lade indgå i strategiudviklingen med den nye direktør. Jagten på den rette kandidat er ifølge bestyrelsesformanden i fuld gang. Indtil chefskiftet falder på plads, vil den tidligere Toms-formand Villy Rasmussen fungere som adm. direktør. Han er i dag næstformand i Toms Fondens bestyrelse.