Det er kun otte måneder siden, at online-supermarkedet Nemlig.com fik en økonomisk indsprøjtning på 100 mio. kr. fra medejer og Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen. Nu sender modemilliardæren endnu flere millioner efter Nemlig.com og overtager dermed aktiemajoriteten i virksomheden, som han ejer sammen med stifteren Stefan Plenge.
»Stefan og jeg vidste fra starten, at vi ville komme til den her situation. Heldigvis har vi altid haft et godt samarbejde, som har betydet, at det har været nemt for os. Der er ingen af os, der har lyst til at sælge på nuværende tidspunkt, og vi føler stadig, vi har nok at gå i krig med og kan bidrage med noget, så vi er klar til at gøre lidt mere ved det,« siger Anders Holch Povlsen.
Nemlig.com åbnede de digitale døre i 2010 og har netop rundet en milliard kroner i omsætning. De seneste måneder har topledelsen arbejdet på at lægge strategien for de næste tre år, og her er de to ejere altså blevet enige om, at der er brug for yderligere kapital til dels at forbedre forretningen, dels at vokse yderligere.
Stefan Plenge forventer, at Nemlig.com i løbet af 2017 er klar til at udvide sit geografiske område, men der hvor den nye kapital for alvor får lov at arbejde er inden for big data.
»Vores kunder vil opleve, at vores kommunikation bliver mere og mere relevant og inspirerende. Det bliver den med brug af data, og jeg skulle hilse og sige, at det både er en spændende, men også investeringstung opgave at lykkes med,« siger Stefan Plenge og tilføjer, at Nemlig.com »skal være førende i Danmark« i forhold til brug af data.
Det præcise beløb, Holch Povlsen har investeret, vil partnerne ikke ud med, men der er ifølge administrerende direktør Stefan Plenge tale om et »solidt« trecifret millionbeløb.
Fokus på at blive førende
Foruden ny kapital får Nemlig.com også ny bestyrelsesformand. Anders Holch Povlsen købte sig ind i Nemlig.com i januar 2014, og han har i godt to år været bestyrelsesformand.
Holch Povlsen forbliver i bestyrelsen som menigt medlem, men pladsen som formand overtager Henrik Brandt, der bl.a. har erfaring fra sin tid som administrerende direktør i Royal Unibrew. Ifølge Anders Holch Povlsen vil han dog fortsætte sit tætte samarbejde med Stefan Plenge.
»Det er mere et udtryk for, at det var svært at være formand i det omfang, der var behov for. Jeg har andre ting, der også kræver fokus, så jeg kunne ikke leve op til at udfylde den rolle 100 procent,« siger Anders Holch Povlsen, som for nylig lagde alle sine investeringer ind i selskabet Heartland, separat fra Bestseller.
En stor del af Anders Holch Povlsens øvrige investeringer ligger også inden for digitale virksomheder med tyske Zalando og britiske Asos som de største. Hvor god en investering Nemlig.com bliver for den driftige jyde, må tiden vise. Indtil videre har Nemlig.coms ledelse haft fokus på at blive Danmarks førende online-supermarked, hvilket fortsat koster et negativt resultat. Samtidig er konkurrenterne i skikkelse af dagligvaregiganterne Coop og Dansk Supermarked også begyndt at rykke på deres digitale ben, og den globale konkurrence kan komme med enorm styrke.
Derfor er det heller ingen nem opgave, den nye formand Henrik Brandt står over for.
»På den ene side skal han forstå de muligheder, som morgendagens markeder og morgendagens forbrugere vil sætte pris på, og på den anden side skal der være fokus på den daglige drift,« siger Anders Holch Povlsen.