Tøjkæde til tælling og 13.000 job i fare: Ryger modekongens sir-titel og luksusyacht også?

Engang var Sir Philip Green kongen af de britiske modebutikker og feteret af supermodeller og kendisser som overhoved for Topshop og en stribe andre tøjkæder. Nu står han foran karrierens anden store kontroversielle konkurs i en tid med blodbad på alverdens butiksstrøg. Og den offentlige opinion har allerede dømt ham som skurk. Har han altid bare været en kræmmer med sans for at berige sig selv? Skal han af med sir-titlen? Skal han sælge sin luksusyacht i Monaco?

Philip Green med de to kendissøstre Kourtney (tv.) og Kim Kardashian (t.h.). Det var, mens det stadig gik godt, da søstrene i 2012 lancerede en Kardashian-kollektion for Dorthy Perkins, en af Philip Greens mange tøjkæder. Chris Helgren/Reuters/Ritzau Scanpix

Det er fristende at tro på forlydender om, at Sir Philip Green har planlagt juleferie på et luksusresort på Maldiverne til 30.000 pund pr. nat. Den britiske forretningsmand har trods alt ry for at have smag for det søde liv. Og han har lige nu ekstra gode grunde til at gemme sig langt væk fra verdens vrimmel.

For manden bag Topshop og en stribe andre kendte tøjkæder er langt fra de dage, da han blev feteret af supermodeller, festede med rockstjerner og blev udråbt til kongen af modebutikkerne. I den britiske offentlighed er han forlængst skiftet til rollen som skurk. Og i den forløbne uge blev den rolle skrevet endnu større.