Tøjfirmaer afblæser priskrig

Tøjkæden H&M og koncernen Bestseller afviser optræk til priskrig, efter at det spanske tøjfirma Mango har barberet en femtedel af priserne for forårs- og sommerkollektionen.

Arkivfoto. Aflyst. Priskrig bliver der formentlig ikke meget af, på trods af at spanske Mango skærer en femtedel af prisen på forårets og sommerens tøj. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt
Det er angiveligt for tidligt at glæde sig til store rabatter på forårets og sommerens tøj. For selvom det spanske modefirma Mango, der herhjemme forhandles i Magasin, barberer 20 procent af priserne på deres forårs- og sommerkollektioner, ignorerer konkurrenterne på det danske marked tiltaget og afblæser en eventuel priskrig.



Herhjemme er det den svenske tøjvirksomhed H&M og den danske modekoncern Bestseller, der står bag mærker som Vero Moda, Vila og Only, der konkurrerer om de samme kunder som det spanske modemærke. De senere år har Mango måtte lukke sine to butikker i København og i dag blot forhandles tøjet gennem Magasin.

Begge selskaber er yderst varsomme med at offentliggøre deres prisstrategier:

"Vores strategi er baseret på mode og kvalitet til den bedste pris. Det hjælper med at balancere vores virksomhed. Vi ønsker ikke at kommentere yderligere på vores prisstrategi," skriver pressemedarbejder Marlene Hyre-Dybbro fra H&M i en mail til Berlingske Business.

Den svenske tøjproducent vil hverken forholde sig til, hvilken betydning Mangos prisfald har for H&M, eller om prisreduktioner er det rette værktøj at bruge i krisetider."H&M har mange forskellige konkurrenter alt efter, hvilke markeder vi er på, men det mest vigtige for os er stadig at konkurrere med os selv og forbedre det, vi allerede gør - det vil sige lave de rigtige kollektioner, have den rigtige logistik, organisation, management osv.," tilføjer hun om H&M's konkurrenceforhold til Mango.

Hos danske Bestseller er linjen den samme:

"Vi udtaler os generelt ikke om vores kollegaers virksomhed, og hvad Mangos bevæggrunde til at foretage denne prisreduktion er, ønsker vi ikke at kommentere på. Vi tilstræber konstant at give vores forbrugere de smartestes varer til markedets bedste priser - det er vores forretningsfilosofi," skriver kommunikationsansvarlig Bo Terp fra Bestseller i en mail.

Berlingske har desuden forsøgt at få en kommentar fra den spanske modekoncern Inditex, der blandt andet står bag mærker som Zara og Massimo Dutti, og som også udgør en stor konkurrent til Mango - desværre uden held.

Mango, der har 2415 butikker fordelt på 107 lande, meddelte først på ugen, at modefirmaet sætter prisen på forårs- og sommerkollektionen ned for at "tilpasse sig den nye situation i verdensøkonomien". Selskabet nævner også kundernes ændrede vilkår som baggrund, og ifølge en detailekspert handler priskampagnen om én ting: at få flere kunder i butikken og vænne dem til mærket, så de også vender tilbage, når efteråret og vinterens kollektioner kommer på gaden.