Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Topchef i Lego-pengetanken Kirkbi Søren Thorup Sørensen må nok engang se sig om efter muligheder for at få milliarderne til at yngle.
For Kirkbi præsterer et rekordstort milliardoverskud, viser regnskabet for 2015. Årets resultat lyder nemlig på hele 13,396 milliarder kroner.
Dermed fortsætter pengene med at strømme ind Kirkbi. Sidste år lød Kirkbi-koncernens overskud på 10,8 milliarder kroner i regnskabet for 2014 mod 7,6 milliarder i 2013. Det er især den 75 procent store ejerandel af Lego, der skæpper godt i kassen, forklarer Søren Thorup Sørensen.
»Det er et meget tilfredsstillende resultat, som især beror på LEGO Koncernens fortsat høje vækst i 2015 oven på et i forvejen meget stærkt resultat i 2014. Desuden oplevede Merlin Entertainments plc fortsat vækst både i omsætningen og antal nye attraktioner, og vores investeringsportefølje leverede samtidig et solidt afkast,« siger han i en pressemeddelelse.
Også forlystelsesparker er i porteføljen hos Kirby gennem en omkring 30 procent stor ejerandel i Merlin Entertainments, der blandt andet råder over Legoland.
Udover Lego har Kirkbi også investeret i et par vindmølleprojekter. Så sent som i februar i år solgte energiselskabet Dong 50 procent af havvindmølleparken Burbo Bank Extension til pensionskassen PKA og Kirkbi A/S.
Samtidig ejer Kirkbi i alt 20 bygninger, der er beliggende i hjertet af København, London og i Tjekkiets hovedstad, Prag, samt i Tyskland og den tysktalende del af Schweiz.
Kirkbi ejes 100 procent af Lego-ejer Kjeld Kirk Kristiansen og dennes tre børn Thomas Kirk Kristiansen, Sofie Kirk Kristiansen og Agnete Kirk Thinggaard.