Tobias Stadarfeld forsvarede borger i sag om bæltefiksering. Han fik 26.000 kroner i salær – statens advokat fik næsten 200.000 kroner

Kriminalforsorgen blev for nylig slæbt i retten af en borger, som havde været udsat for en timelang bæltefiksering i fængslet. Den forurettedes advokat, Tobias Stadarfeld, fik salær for 14 timers arbejde med sagen, mens statens advokat fik betaling for over 100 timer. Og sagen er ikke enestående, kan Berlingske nu afsløre. 

Tobias Stadarfeld er advokat med speciale i menneskeret og fører sager for borgere mod staten. Han kalder det »et kæmpe retssikkerhedsmæssigt problem«, at hans salær i nogle sager er over ti gange mindre end det, som statens advokater får.   Søren Lorenzen

I februar 2022 lå en indsat i Storstrøm Fængsel fikseret i langt over ti timer. Over maven havde han et bælte, mens hænder og fødder var bundet.

Den hårdhændede behandling fik efterfølgende den indsatte til at stævne Kriminalforsorgen, og i september 2024 fældede retten dom: Indgrebet var både ulovligt og et brud på Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel om nedværdigende behandling.