Tobaksboss: Samlet set et tilfredsstillende 2016

Foto: Thomas Lekfeldt

Samlet set har Scandinavian Tobacco Company (STG) leveret tilfredsstillende i 2016, og den udvikling kan fortsætte. Det siger administrerende direktør Niels Frederiksen til Ritzau Finans.

- Vi er tilfredse med forløbet af 2016 og har leveret stærke pengestrømme, og specielt går vores forretning af håndrullede cigarer i USA og finskåret tobak godt, fremhæver han.

Tilværelsen som børsnoteret er han også tilfreds med.

- Vi er glade for at være børsnoterede. Det er spændende, og vi bliver holdt til ilden, konstaterer han.

STG er ikke i en vækstbranche, men derfor kan virksomheden godt gøre det godt, vurderer direktøren.

- Der er ikke tvivl om, at når man opererer i tobakskategorier, står man ikke over for voksende forbrug, siger han. Det vil STG kompensere for ved at være dygtige til at tage markedsandele og villige til tage prisstigninger, når det er nødvendigt - og så skal virksomheden fortsat være omkostningsbevidst.

- Er vi det, så kan vi godt vokse moderat, forudser direktøren.

I regnskabet fremgår det, at udbyttet sættes 10 pct. op til 5,50 kr. per aktie. Der åbnes samtidig op for, at der kan være mere udlodning i vente efter regnskabet for tredje kvartal til november.

- Vi udbetaler over en halv milliard kr., og det er fint nok. Bestyrelsen har givet udtryk for, at man vil følge pengestrømmene og så vurdere, om og hvornår, det er rigtigt at udbetale mere udbytte, siger Niels Frederiksen.