To dyre tablets udfylder ventetiden på Galaxy S8

Samsung varmer op til lanceringen 29. marts af sin nye toptelefon oven på et mareridtsår.

Foto: ALBERT GEA. Galaxy Tab S3 er Samsungs nyeste tavle-PC med Android. Den får også S-pennen, som ellers kendes fra de dyreste Galaxy-telefoner, men Tab S3 hører også til i den absolut dyre ende af prisskalaen. Foto: Albert Gea, Reuters/Scanpix
Læs mere
Fold sammen

To nye tavle-PCer i den ret så dyre ende - en med Android, en anden med Windows som grundsoftware - er den sydkoreanske mobilgigant Samsungs første, større lancering, siden Samsung blev nødt til at tilbagekalde og destruere 2,5 millioner Galaxy Note 7-smartphones på grund af store batteriproblemer.

Det forsinkede den kommende toptelefon, Galaxy S8, der først bliver præsenteret 29. marts. Det kunne Samsung afsløre søndag aften på verdens største mobilmesse, Mobile World Conference, i Barcelona, hvor man samtidig lovede, at Galaxy S8 vil overgå alt, hvad man kan forestille sig.

Dermed håber den sydkoreanske mobilgigant at kunne rykke fra Apple, som til efteråret kommer med sin iPhone 8 (eller måske iPhone X efter tiåret for den første iPhone i 2007). Forventningerne til Apple er skruet skyhøjt i vejret, men Samsung satser på at overhale indenom.

Skruer op for udstyret

Fraværet af Galaxy S8 gjorde dog præsentationen søndag aften lidt spag. Først måtte Samsung undskylde for Galaxy Note 7-miseren og bedyre, at der er sat ind med omfattende ekstrakontroller af alt Samsung-udstyr fremover. Dernæst blev det to nye tavle-PCer og et par VR-briller med håndkontrol, som giganten valgte at satse på.

Den 10,6 tommer store Galaxy Tab S3 på 429 gram - i sølv eller sort - bygger videre på designet af Galaxy S7-telefonen og er efterfølgeren til Galaxy Tab S2 fra 2015. Den kan håndtere ultra-HD-film og den nye farveforstærkningsteknologi HDR og er udstyret med Samsungs digitale S-pen, som også var med den nu forsvundne Galaxy Note 7-telefon. Den har indbygget blålysfilter, så man ikke anstrenger øjnene for meget, når det bliver mørkt, og man snart skal sove. Den blokerer for alle beskeder, hvis man bruger den til at spille på. Samtidig er den udstyret med fire højttalere med stereolyd fra Harman, som Samsung købte for nogen tid siden.

Samsung lover 12 timers film, uden at batteriet løber tørt, og der er tastatur, som kan klikkes på, så den kan bruges som bærbar PC.

Windows-udgaven næppe til Danmark

Galaxy Tab S3 med en Super AMOLED-skærm i en opløsning på 2.048 x 1.536 pixler kan købes fra 21. april i Danmark og vil koste 5.299 kroner for den rent trådløse udgave og 5.999 kroner for 4G-mobiludgaven. Der er fire gigabyte RAM-arbejdshukommelse og 32 gigabyte lagerplads, som dog kan udvides med mikro-SD-kort op til 256 gigabyte.

Prisen ligger i den dyre ende. Man kan få særdeles habile bærbare PCer til færre penge.

Galaxy Book kan meget af det samme som Galaxy Tab S3 men er en Windows 10-tavlecomputer på 12 tommer. Også den har S-pen og tastatur. Men den når næppe til Danmark, eftersom Samsung har indstillet salget af bærbare PCer i Europa.

Endelig kommer Samsung i løbet af foråret med sine Gear VR-briller med håndkontrolbetjening, så der ikke er behov for så voldsomme arm- og hovedbevægelser, når man bevæger sig rundt i den virtuelle virkelighed i f.eks. spil. De nye Gear VR-briller kommer til at koste 1.199 kroner.