To danske virksomheder i den grønne verdenselite

Vestas og Novozymes er kommet i selskab med Canon og Nike på dette års globale top-20 over grønne virksomheder.

Vestas og Novozymes er to danske repræsentanter på dette års globale top 20 liste over "grønne" virksomheder. Det oplyser Sustainablebusiness.com, der står for at lave listen.

Listen dækker over de 20 virksomheder, der i løbet af året har gjort mest for at gøre deres forretning bæredygtig, eller virksomheder hvis forretningsgrundlag er "grøn" teknologi. Eksempelvis vindmøller.

Listen indeholder kendte virksomheder som japanske Canon og amerikanske Nike. I dette års udvælgelse, er der specielt lagt vægt på, om virksomhederne er blevet mere energieffektive, og på den måde ikke udleder så store mængder drivhusgasser.

Novozymes er med på grund af virksomhedens arbejde med biobrændstof.

RB-Børsen