To år efter Rana Plaza: Prisen for en T-shirt

I dag er det to år siden, at fabriksbygningen Rana Plaza kollapsede i Bangladesh og sendte over 1.100 ansatte i døden. Tragedien har ført til et skærpet tilsyn med landets tekstilfabrikker.

To kvinder besøger det sammenstyrtede Rana Plaza-fabrikskompleks på etårsdagen sidste år for ulykken i Bangladesh, Dhaka. Foto: Abir Abdullah/EPA
Læs mere
Fold sammen

Afroja har stadig voldsomme smerter i ryggen og i benene, og derfor er det svært for den unge kvinde at finde nyt arbejde.

Men Afroja var alligevel heldig, da det store fabrikskompleks Rana Plaza her i hovedstaden i Bangladesh, Dhaka, pludselig kollapsede: Hun overlevede – i modsætning til de 1.138 kolleger, der omkom i murbrokkerne.

»Da jeg genvandt bevidstheden, fandt jeg ud af, at jeg lå under fire store symaskiner. Jeg kunne ikke røre mig og troede, at jeg skulle dø. Rundt omkring mig lå mine kolleger indsmurt i bold, og først efter to dage blev vi reddet. Vi var så tørstige, at vi måtte drikke urin,« fortæller den 28-årige kvinde og mor til tre om den tragedie, der indtraf en tidlig morgen for nu nøjagtig to år siden.

Ulykken – en af de største arbejdsulykker i verden nogensinde – blev et wake up call. Ikke kun for alle de andre flere tusinde tekstilfabrikker i Bangladesh, men også for landets myndigheder og for alle de vestlige, herunder mange danske, tøjfirmaer, der får produceret deres mærkevarer i det sydasiatiske udviklingsland.

Da støvet fra den sammenstyrtede fabriksbygning havde lagt sig, gik en række internationale organisationer, herunder FNs arbejdsorganisation, ILO, i gang med at forbedre arbejds- og miljøforholdene. Tekstil­industrien og fagforeningerne har indgået en aftale – kaldet Accord on Fire and Building Safety in Bangladesh – om at lade et internationalt hold af uvildige bygningsinspektører kontrollere 1.600 af landets godt 5.000 tøjfabrikker for at forhindre endnu en katastrofe.

Inspektørerne har fundet en lang række fejl og mangler – herunder flere, der var direkte livstruende for de ansatte – og mindst 32 fabrikker er blevet lukket, fordi de ikke var sikre nok.

Samtidig har landets parlament vedtaget en reform af landets arbejdsmarkedslovgivning, der i hvert fald på papiret giver de mindst fire millioner ansatte i tekstilindustrien bedre forhold.

Den vigtigste industri i Bangladesh

Problemet er – påpeger Iftekhar Zaman, der er leder af den lokale afdeling af antikorruptionsorganisationen Transparency International, at der er et meget stort sammenfald af politikernes og fabrikejernes interesser.

»Godt halvdelen af parlamentarikerne er forretningsfolk, og de fleste er i tekstilindustrien,« siger han.

Og det er med til at forklare, hvorfor fagforeningerne fortsat er ilde set på mange af fabrikkerne, forklarer Roy Ramesh Chandra, der er generalsekretær i en af landets største fagforeninger.

På den anden side er såvel politikerne som tekstilindustrien i Bangladesh godt klar over, at de ikke kan klare endnu en katastrofe som Rana Plaza, der blev en skamplet på landets internationale omdømme. En ny sammenstyrtet fabrik kan få de internationale tøjbrands til at finde andre systuer i lande som Kina, Cambodja eller Vietnam, som Bangladesh konkurrerer med, og det kan det fattige land ikke holde til. Beklædningsindustrien er nemlig den absolut vigtigste industri i Bangladesh og står for mere end ti procent af landets bruttonationalprodukt og 78 procent af den samlede eksport.

Industrien beskæftiger omkring fire millioner arbejdere og brødføder cirka fem gange så mange.

Fremskridt i sikkerheden

Men at der – trods de skridt, der er taget siden Rana Plazas kollaps – stadig er plads til forbedringer, kan også organisationen DanWatch skrive under på.

Efter et besøg i Bangladesh – ganske vist i slutningen af 2014 – hvor DanWatch interviewede arbejdere fra otte forskellige fabrikker, fagforeningsledere og fabriksejere, lyder konklusionen, at der kun er sket minimale fremskridt, når det gælder arbejdernes forhold og livsvilkår.

Det samme fastslår menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch i en ny, 78-siders rapport, der blev offentliggjort onsdag. Rapporten bygger på interview med flere end 160 arbejdere fra 44 fabrikker, hvoraf de fleste producerer tøj for firmaer i USA, Europa og Australien.

»Hvis Bangladesh vil undgå endnu en Rana Plaza-katastrofe, skal lovgivningen på arbejdsmarkedsområdet håndhæves effektivt, og det skal sikres, at tekstilarbejderne har ret til at komme til orde med deres bekymringer om sikkerhed og arbejdsforhold uden at frygte straf eller fyring,« pointerer Phil Robertson, der er vicedirektør i organisationens Asien-kontor.

Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S), der for en måned siden besøgte Bangladesh med tekstilindustrien som et af punkterne på dagsorden, kom hjem med et lidt blandet billede.

»Der er ingen tvivl om, at der er sket fremskridt, når det gælder sikkerheden på fabrikkerne. Til gengæld er der stadig et stykke vej for at sikre anstændige arbejdsforhold, og det hjælper Danmark til med,« siger Mogens Jensen og peger blandt andet på, at Udenrigsministeriet efter Rana Plaza har skruet op for den økonomiske støtte til udbredelse af virksomhedernes sociale ansvar.

Desuden indgik Mogens Jensen under besøget i Bangladesh en aftale om at udstationere en dansk ekspert i landet for at fremme samarbejdet mellem Danmark og Bangladesh om arbejdsmarkedsforhold, beskæftigelse og arbejdstagerforhold.

Alt sammen fine initiativer, mener Roy Ramesh Chandra, der er generalsekretær i en af de store fagforbund i Bangladesh.

Men det handler altså om, hvor meget forbrugerne i Vesten vil betale for en T-shirt, understreger han.

»De tøjbrands, der får deres varer produceret her i Bangladesh må betale en ordentlig pris,« fastslår fagforeningslederen.

Ifølge fagforeningen 3F, der samarbejder med fagbevægelsen i Bangladesh, ser regnstykket nogle sådan her ud:

I gennemsnit er det 4,60 kroner af hver 100 kroner fra salgsprisen, der går til produktion, altså fabrik og arbejder. Heraf må arbejderen nøjes med 60 øre.