Tivoli opjusterer efter stærke besøgstal

Flere gæster ventes at klinge med 10 millioner kroner mere i kassen.

Over fire millioner gæster besøgte Tivoli sidste år - det bedste besøgstal siden 2007. Fold sammen
Læs mere
Foto: Torkil Adsersen

Tivoli opjusterer sine forventninger til resultatet før skat for 2012, efter at selskabet har opgjort årets besøgstal. Tivoli ser nu et resultat før skat på 40 mio. kr. mod tidligere 30 mio. kr.

Med 4.033.000 gæster blev 2012 det bedste år for Tivoli siden 2007, oplyses det.

- Det er i disse tider meget tilfredsstillende at kunne opjustere forventningerne til Tivolis resultat for 2012. Det gode resultat skyldes en lang række faktorer, hvor de væsentligste er et flot gæstetal på over 4 mio., mange gæster til vores forestillinger samt et godt år for Tivolis restauranter, skriver administrerende direktør Lars Liebst.