Tivoli fordobler resultatet

Tivoli leverede på Den gamle Haves 170 års fødselsdag fremgang over hele linjen i andet kvartal.

Foto: Michael Bothager. Lidt færre gæster kyssede hinanden i Tivoli i første halvår, men bundlinjen voksede alligevel.
Læs mere
Fold sammen

Overskuddet på bundlinjen blev mere end fordoblet sammenlignet med den tilsvarende periode sidste år.

Tivolis nettoomsætning landede for perioden på 194,7 mio. kr. mod 179,9 mio. kr. i andet kvartal sidste år, mens driftsresultatet (EBIT) blev 9,5 mio. kr. mod et plus på 6,1 mio. kr. på den konto i andet kvartal 2012.

På bundlinjen medførte det et nettoresultat på 6,8 mio. kr. - mere end en fordobling fra 3,2 mio. kr. i andet kvartal i fjor.

Til gengæld har dårligt vejr i første del af andet kvartal betydet, at antallet af besøgende i Tivoli i første halvår faldt til 1.191.000 personer mod 1.230.000 personer i første halvår sidste år.

- Første halvår viser en omsætningsfremgang på knap 9 mio.kr., hvilket primært skyldes de nye aktiviteter med tivolicasino.dk. Tivolis andet kvartal 2013 var dog præget af den vejrmæssigt dårligste april i mange år, hvilket resulterede i et lavere besøgstal end året før i samme periode. Dette til trods, er Tivolis resultat før skat identisk med første halvår 2012, siger Tivolis økonomidirektør, Claus Dyhr, i regnskabet.

I første halvår blev Tivolis resultat før skat et underskud på 57,7 mio. kr. -ganske som i samme periode sidste år. Minusset hænger i høj grad sammen med, at Tivoli har lukket i vintermånederne.

Samtidig fastholder Tivoli sine forventninger til hele 2013 og venter dermed fortsat et resultat før skat på 30-40 mio. kr. for hele året.