Tirsdag aften afslørede Teslas stifter en storstilet plan: Vil bygge gigantisk fabrik i Tyskland

For første gang lægger den amerikanske elbilproducent Tesla et produktionssted i Europa. Det fortalte Teslas medstifter Elon Musk tirsdag aften i forbindelse med en ceremoni.

Teslas stifter Elon Musk, havde en overraskelse med i ærmet, da han tirsdag aften deltog i en prisceremoni. Fold sammen
Læs mere
Foto: Noah Berger/Ritzau Scanpix

Tesla-stifter Elon Musk løfter nu sløret for, hvor elbilproducentens såkaldte gigafabrik skal ligge.

»Alle ved, at tysk ingeniørvirksomhed er enestående, og det er en del af grunden til, at vi lægger vores europæiske anlæg i Tyskland,« fortalte Elon Musk tirsdag aften under en traditionsrig prisceremoni i Berlin, hvor han modtog en pris for Teslas nyeste model, den såkaldte Model 3.

»Der er ikke nok tid i aften til at fortælle alle detaljer,« fortsatte Musk fra scenen under en samtale med Volkswagen-koncernens øverste chef Herbert Diess.

»Men det er i Berlin-området, og det er i nærheden af ​​den nye lufthavn,« røbede Tesla-stifteren.

Den ambitiøse iværksætter fortalte desuden, at Tesla vil oprette et ingeniør- og designcenter i Berlin, fordi »jeg tror, ​​Berlin har noget af verdens bedste kunst«, sagde Musk.

Efter prisceremonien skrev Elon Musk lidt flere detaljer på Twitter. Blandt andet at den kommende fabrik skal bygge batterier, elektriske drivlinjer samt køretøjer. I første omgang vil fokus være på Teslas Model Y, der er en mellemstor crossover, som endnu ikke er lanceret.

En anonym kilde fortæller til Financial Times, at fabrikken sigter efter at starte sin produktion i 2021.

I 2016 luftede Elon Musk for første gang planer om at bygge en fabrik i Europa, efter at selskabet opkøbte den tyske ingeniørvirksomhed, Grohmann Engineering.

To år senere blev der for alvor sat gang i spekulationerne, da Musk skrev på Twitter, at »Tyskland er et førende valg for Europa«.

Teslas gigantiske fabrik i Tyskland bliver elbilproducentens fjerde af slagsen. Den første gigafabrik blev opført i Nevada-ørkenen, mens nummer to blev placeret mere centralt i Buffalo i staten New York. I forrige måned begyndte Tesla at producere biler i Kina på en ny kæmpefabrik nær Shanghai.

Den amerikanske elbilproducent producerer nu også biler på en gigantisk fabrik nær Shanghai i Kina. Fold sammen
Læs mere
Foto: Hector Retamal/AFP/Ritzau Scanpix.