Tingstrøm går solo efter brud med Meyer

”Claus Meyer er Danmarks største madkunstner og et dejligt menneske, men han er ikke prototypen på en forretningsmand,” siger Tingstrøm, der nu starter konkurrerende firma.

"Der har været en række episoder det sidste år, der har gjort, jeg tror, at virksomheden er bedst tjent med, at én af os drev den videre," siger direktør og partner Claus Tingstrøm, der har givet partner Claus Meyer et ultimatum: Enten sælger jeg min ejerandel til dig, eller også sælger du til mig.

Meyer & Tingstrøm Personalerestauranter har eksisteret siden 1999 og driver 40 køkkener og personalerestauranter i en række store virksomheder og offentlige institutioner med omkring 200 ansatte.

Hvorfor kunne I ikke fortsætte sammen?

"Han er Danmarks største mad-kunstner, en gastronomisk iværksætter og et dejligt menneske, mens jeg har været forretningsmanden. Det har været svært at forene de to ting i samme virksomhed. Så jeg tilbød ham at købe mine aktier," siger Claus Tingstrøm, der understreger, at han og Claus Meyer stadig er venner på det personlige plan.

Meyer: Forretning er ikke mine spidskompetencer

Claus Meyer finder det ikke passende at uddybe motiver for, at Tingstrøm har valgt at afbryde samarbejdet, men han er er overrasket over beslutningen:

"Man bliver altid overrasket, når en makker, man har arbejdet sammen med i en lang årrække ønsker at trække sig. Men det må jeg acceptere," siger Claus Meyer og understreger, at Claus Tingstrøm har drevet virksomheden "meget suverænt."

Tingstrøm begrunder blandt andet sin afgang med, at du er mere en kunstner end en forretningsmand. Er du enig?

"Ja, jeg er enig. Jeg er ikke den rigtige til det, mine spidskompetencer er anderledes. Derfor klædte vi også hinanden rigtigt godt," siger Meyer, der i øjeblikket er ved at rekruttere en ny leder.

Claus Meyer beskæftiger i alt beskæftiger over 250 medarbejdere, og havde i 2006 en omsætning på 217 mio. kr. og et samlet resultat på 7,7 mio. kr. i de syv firmaer, som han ejer eller er partner i.

Det største af dem er Meyer & Tingstrøm Personalerestauranter, der sidste år landede på et overskud efter skat på knap 2,1 millioner kroner i 2006 mod lidt over 1,4 million i forrige år. Dermed er det ifølge Meyer selv noget af det mest solide og veldrevne, han har rørt ved i hele sit liv.

Version 3.0

Claus Tingstrøm, der formelt set stadig er ansat i Meyer & Tingstrøm til udgangen af august, arbejder nu på at starte sin egen virksomhed, der også skal levere mad til virksomheder og offentlige institutioner. Dermed bliver virksomheden en konkurrent til Meyer & Tingstrøm - hvilket gør det upassende for Tingstrøm at uddybe uenighederne mellem ham og Meyer.

”Jeg starter en ny virksomhed. Det vil være utroværdigt og upassende, hvis jeg kritiserer Claus og hans dispositioner,” siger han og peger på, at den nye virksomhed skal være kantineverdenens version 3.0, der henvender sig til de 10 procent af virksomhederne, der stiller de største krav til deres kantine.

”For nogle år siden fik vi gennemtrumfet et opgør med frosne frikadeller i plasticposer og rejesalat i store spande. Næste generations kantiner skal kunne tage større ansvar for medarbejdernes forplejning og sundhed,” siger han med henvisning til aften- og weekendmad, diætmad til diabetikere, folk på slankekur, mad til ortodokse troende med videre.