Tiltalte i bestikkelsessag klager over droppet sigtelse mod Atea-direktør

Tidligere Atea-ansatte tiltalt i bestikkelsessag klager nu over, at politiet har droppet efterforskning mod dansk direktør.

Den norske topchef for Atea, Steinar Sønsteby samt adm. dir. for Ateas danske forretning, Morten Felding.. (Foto: Jens Astrup/Scanpix 2017) Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Astrup

Morten Felding, direktør i den danske afdeling af Atea, kunne tilbage i marts åndet lettet op, da han fik at vide, at politiet droppede sigtelsen mod ham i den meget omtalte bestikkelsessag, der har taget navn efter det norske IT-firma.

Men det var en fejl at droppe sigtelsen mod direktøren, mener tre tidligere Atea-ansatte, der alle er tiltalt i sagen og beskyttet af navneforbud. Ifølge Børsen mener de, at Rigsadvokaten skal tvinge Statsadvokaten for Særlig Økonomiske og International Kriminalitet (SØIK) til at genoptage undersøgelsen af Morten Feldings ageren i sagen.

Centralt i deres klage er en hyppigt omtalt rejse til Dubai, hvor både offentligt ansatte og daværende Atea-folk ifølge Børsen fløj på business class og var til Formel 1-racerløb på Ateas og Region Sjællands regning.

Ifølge de tre tiltalte godkendte Atea-direktøren rejsen og de udlæg, der havde været på turen.

I Atea afviser selskabet, at der skulle være grund til at genoptage sagen mod den danske direktør Morten Felding, der oprindeligt var sigtet i sagen.

»Atea har fuld tillid til, at beslutningen om påtaleopgivelsen over for Morten Felding er taget på et oplyst grundlag af SØIK's grundige efterforskning gennem 18 måneder,« skriver IT-firmaets kommunikationsrådgiver Finn Morsing i en mail til Børsen.

Han beskriver et forløb, hvor Morten Felding kort efter sin tiltrædelse i maj 2014 fik at vide, at der var en planlagt tur til Dubai. Felding stillede spørgsmål til turen og accepterede den, men den tur, der rent faktisk blev gennemført var en helt anden. Atea ser nu frem til at få en retslig vurdering af turen, fortæller Finn Morsing i emailen.

Rigsadvokaten oplyser til avisen, at klagen bliver behandlet, men at man ikke kan sige, hvornår det arbejde er færdigt.