Tiltalt bankboss forstår ikke sit eget udsagn

Båndede optagelser afslører, hvad den kursmanipulationstiltalte tidligere bankdirektør Finn Strier Poulsen har sagt i 2008, men i retten afviser han sine egne ord som ren tågesnak.

Finn Strier Poulsen, tidligere adm. direktør i EBH Bank, er på anklagebænken i en straffesag om kursmanipulation, men han kan ikke huske meget om værdipapirhandlerne fra 2008. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det kan være særdeles svært at huske, hvad man sagde for seks år siden. Det gælder blandt andre den tidligere bankdirektør Finn Strier Poulsen, hvis udtalelser risikerer at kunne blive brugt imod ham i en straffesag.

Onsdag fortsatte EBH-sagen i Retten i Hjørring, hvor otte tidligere bankfolk fra EBH Bank, Morsø Sparekasse og Sparekassen Kronjylland er tiltalt for kursmanipulation, mandatsvig og bedrageri til 6,9 mio. kr.

Ifølge tiltalen har de otte tidligere bankfolk tilbage i 2008 købt værdipapirer til sig selv, ægtefæller og nære bekendte, hvorefter de via bankerne har handlet kurserne op, så de selv kunne sælge de samme værdipapirer til en højere værdi. Ved en ransagning i et privat hjem fandt politiet en computer på et teenageværelse. En computer, der tidligere havde stået i EBH Bank, og som indeholdt over 20.000 båndede telefonsamtaler fra bankens fondsafdeling.

Disse telefonsamtaler var båndet for at bevise handler, der ofte aftaltes over telefonen, og det de samme båndede samtaler, der har ført til, at bagmandspolitiet (SØIK) har sigtet de otte tidligere bankfolk.

Tirsdag kom det frem i retten, at den tidligere fondschef i EBH Bank, Henrik Sylvester Larsen, i forbindelse med en handel ville sende en mail til Jørn Balch Christensen, daværende direktør i Morsø Sparekasse. Men på en båndoptagelse hørte retten Finn Strier Poulsen afvise dette.

»Han vil ikke have, at vi skriver mails om det her. Det er på grund af dårlige erfaringer med konkurrencestyrelsen,« sagde Finn Strier Poulsen.

Onsdag skulle Finn Strier Poulsen selv forholde sig til de gamle udsagn, men her havde den tidligere direktør nu en ny forklaring, der gik på, at et ord er et ord.

»Når jeg siger nej (til at sende en e-mail, red.), er det, fordi jeg ellers kunne risikere at have Jørn i røret, som ville spørge, om jeg ikke tror på ham,« forklarede Finn Strier Poulsen ifølge finans.dk og sagde om den båndede forklaring om konkurrencestyrelsen:

»Det forstår jeg simpelthen ikke. Det er tågesnak.«

Ifølge finans.dk har Finn Strier Poulsen i en anden båndet samtale spurgt sin fondschef, om deres samtale blev båndet. Men det var af ren nysgerrighed, forklarede Finn Strier Poulsen.

Der er afsat i alt 40 retsdage til den omfattende sag. Næste dag i retten er 16. december og sidste retsdag er sat til juni 2015.