Tilbagegang for Telenor

Telenor får flere kunder men mister omsætning.

Foto: Telenor Fold sammen
Læs mere
Nordens næststørste teleselskab, det norske Telenor, går tilbage i Danmark.

Driftsresultatet før skat faldt i fjerde kvartal til 63 millioner norske kroner mod 173 millioner i tredje kvartal. Det skyldes store lagernedskrivninger på udstyr, der ligger ude i butikkerne, samt Telenors beslutning kort før jul om ikke at levere TV over Internet-forbindelsen.

Flere mobilkunder

Telenors kundetal er ellers vokset endnu engang på mobilsiden. 20.000 nye kunder er kommet til Telenor i fjerde kvartal, så der i dag er 2,03 millioner mobilabonnenter. De taler også lidt mere end tidligere men bruger til gengæld ikke så mange penge som før på grund af de faldende priser.

Telenor øgede dog sin indtjeningsgrad, EBITDA-margenen, fra 25 til 26 procent.

»Vi har leveret det resultat, som vi forventede. 2009 var et turbulent år, hvor den generelle økonomiske situation i Danmark var negativ, samtidig med at markedet var præget af fortsat stor konkurrence, så jeg er derfor tilfreds med resultatet. Vi har forbedret vores indtjeningsgrad, vi fastholder vores position i markedet og realiserer et tilfredsstillende cash flow. Med en fortsat stram omkostningsstyring står vi godt rustet til den stærke konkurrence på markedet,« siger Henrik Clausen, administrerende direktør i Telenor i Danmark.

Telenor ejer lavprismobilselskaberne CBB Mobil og Bibob samt TV-leverandøren Canal Digital.

Svensk-finske Telia, Nordens største teleselskab, fremlægger sit årsregnskab i morgen, torsdag.