TikTok-købere klar i kulissen – men kinesiske algoritmer kører videre

»Vi har en aftale om TikTok,« siger Donald Trump, som fredag skal have et ja fra Kinas Xi Jinping om salget af videomediet i USA og dets 170 millioner brugere dér. Den kinesiske teknologi bag TikTok vil fortsat blive brugt.

Der kæmpes mod uret for at undgå, at TikTok lukker i USA, og 170 millioner amerikanere – halvdelen af befolkningen – dermed bliver koblet af. Foto: Kirill Kudryavtsev/AFP/Ritzau Scanpix

De fremtidige ejere af den amerikanske del af TikTok står nu klar i kulissen, men det kinesiske videomedie vil fortsat bruge de kinesiske algoritmer, fastslår Kina.

USAs præsident, Donald Trump, udskød tirsdag den lovpåtvungne lukning af TikTok i USA med yderligere 90 dage til 16. december.