Tidsplanen skrider for Vestas' Kenya-projekt

Vindmøllerne skulle stå klar i år, men forhandlingerne trækker ud, fortæller kommunikationschef Morten Albæk.

Det bliver ikke i år, kenyanerne i North Horr ved grænsen til Etiopien får strøm fra Vestas-møller. Winds for Prosperity-projektet er forsinket, og de brugte vindmøller kommer ikke til at snurre før i 2015. Foto: Wind for Prosperity Fold sammen
Læs mere

Det bliver ikke i år, kenyanerne i North Horr ved grænsen til Etiopien får strøm fra Vestas-møller.

Winds for Prosperity-projektet er forsinket, og de brugte vindmøller kommer ikke til at snurre før i 2015, fortæller Vestas' globale marketing- og kommunikationsdirektør Morten Albæk.

"Projektet er forsinket, fordi forhandlingerne med de kenyanske myndigheder trækker lidt ud. Men vi er fortrøstningsfulde og regner med, at der kommer en afgørelse i løbet af et par måneder. Ud over forhandlingerne, så er en udfordring, at få transporteret nacellen og tårnet, der hver vejer over 20 tons, ud til et så afsidesliggende område," siger kommunikationschefen.

Vestas har i dag annonceret et samarbejde med ABB, der skal levere den teknologi, der gør det muligt at lave et mini-elgrid, hvor vindkraft suppleres med eksempelvis dieselgeneratorer de dage, hvor de ikke blæser. Samtidig annoncerede Vestas, at projektet udvides med en mølle på en isoleret ø i Indonesien.

Winds for Prosperity kunne lyde som ren filantropi, men det er ikke tilfældet. I samarbejde med partnere sælger Vestas de brugte, istandsatte vindmøller, og projektet er målrettet de omkring 100 millioner mennesker, der lever isoleret fra nationale elnet, men i områder, hvor vinden blæser tilstrækkeligt til at gøre vindkraft interessant.

"Det er ikke velgørenhed, for vi forventer et overskud på det. Det er naturligvis et marginalt område for os lige nu, men med 100 millioner mennesker er der et potentiale, som med tiden kan udvikles til et interessant forretningsområde. Det gode er, at vi kan levere strøm, 30-70 procent billigere end de får nu, og samtidig få et overskud. Det er godt for alle parter," siger Morten Albæk.

(opdateret 21. oktober med reviderede procenter for den billigere strøm, red.)