Tidligere Vestas-folk i topledelsen hos Repower

Den tidligere Vestas-chef Lars Rytter er tilbage i ledelsen hos vindmølleproducenten Repower, der er ejet af den børsnoterede indiske virksomhed Suzlon Energy.

Foto: DB Repower
Suzlon oplyser i en meddelelse mandag, at Lars Rytter har overtaget posten som Chief Operating Officer, altså driftsdirektør, hos Repower, som han tidligere arbejdede for indtil september 2010, inden han i en periode forlod selskabet til fordel for konkurrenten Nordex.

Lars Rytter har været beskæftiget i vindmølleindustrien siden 1995 og var oprindeligt ansat hos NEG Micon, der sidenhen blev en del af Vestas. I sin tid hos NEG Micon/Vestas var han ansvarlig for logistik og indkøb.

Repower har desuden ansat Russell Stoddart som ny Chief Technology Officer. Også Stoddart har en fortid blandt andet hos Vestas, hvor han var ansat fra 2009 til 2012 med ansvar for global engineering.

/ritzau/FINANS