En tur i en lejebil i Schweiz får nu den tidligere topstrateg i Venstre Steffen Hjaltelin til at advare andre mod at ende i samme situation.
Nogle uger efter resulterede den nemlig i, at Steffen Hjaltelin fik en regning på over 340.000 kroner. Det skriver han i et opslag på LinkedIn.
Han havde lejet bilen hos et stort selskab for at tage på vandretur i sommeren 2024. Men da det var tid til at tage mod lufthavnen, blev han pludselig fanget i et skybrud.
Han fulgte bilens GPS væk fra motorvejen og ud på mindre veje, indtil bilen gik i stå. Steffen Hjaltelin forsøgte med sin vens hjælp at skubbe bilen, men de måtte efterlade den.
Turen fik virksomheden til at rejse et krav på hele bilens værdi, da selskabet mener, at Steffen Hjaltelin har handlet groft uagtsomt og burde have stoppet bilen, før den gik i stå.
»Vi kører i kolonne – med modkørende og biler bag os. Vi kunne ikke stoppe midt på vejen. Og vi turde ikke trække ud i rabatten, hvor overfladen var skjult af vand,« skriver Steffen Hjaltelin i opslaget.
Han afviste først kravet og blev sendt til inkasso i Schweiz. Efterfølgende blev han tilbudt et forlig på først 240.000 og siden 170.000, men han nægter at betale mere end selvrisikoen.
Derfor vil Steffen Hjaltelin nu forsøge at advare andre mod at havne i lignende situationer, skriver han i opslaget på LinkedIn.
»Hvis jeg taber, kan det skabe præcedens: At det er groft uagtsomt at følge trafikken i et skybrud. Det vil få konsekvenser for ALLE. Private og virksomheder. Uanset om man ejer eller lejer,« lyder det.




