Tidligere topchef for Dansk Erhverv skifter til konsulenthus

I sommer afløste Brian Mikkelsen ham som topchef for Dansk Erhverv. Nu har Jens Klarskov fået nyt job.

Jens Klarskov skfiter til et job som seniorrådgiver i Dansk Erhverv. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard

Den forhenværende topchef for Dansk Erhverv Jens Klarskov bliver rådgiver i det store konsulenthus Rud Pedersen. Her kommer han blandt andet til at rådgive større virksomheder.

»Jeg begynder 15. januar i Rud Pedersen,« siger Jens Klarskov til Berlingske.

Rud Pedersen er et af de største og mest anerkendte PR- og konsulentvirksomheder i Danmark. Her vil Jens Klarskov fremover få titel af seniorrådgiver.

»Jeg kommer primært til at rådgive større private virksomheder, men der kan også komme organisationer og offentlige myndigheder,« siger Jens Klarskov.

Han stoppede i brancheorganisationen Dansk Erhverv, da Brian Mikkelsen, tidligere konservativ erhvervsminister, i sommer blev valgt som ny direktør.

»Jeg tror, jeg har en kendskab til, hvordan tingene fungerer i Danmark, når det gælder myndigheder, lovgivning, og hvordan vi samarbejder om tingene. Det er f.eks. ikke altid lige indlysende for en udenlandsk virksomhed, at vores fagbevægelser og arbejdsgivere samarbejder,« siger Jens Klarskov om det nye job.

I Dansk Erhverv havde han ansvaret for ca. 225 medarbejder, men den type job har han ikke ønsket igen.

»Lige nu ønsker jeg ikke medarbejderansvar. Hvis jeg var 35 år igen så måske, men lige nu er det ikke noget, som driver mig på samme måde længere,« siger Jens Klarskov.

59-årige Klarskov har været direktør i Dansk Erhverv siden 2008.