Den norske telegigant Telenors tidligere europadirektør og dermed også overordnet ansvarlige for Danmark går nu ind i ledelsen af det omstridte datterselskab Vimpelcom, der er indblandet i en bestikkelsessag.
Kjell Morten Johnsen bliver direktør for to af de vigtigste markeder for Vimpelcom, nemlig Rusland og Italien. Han har tidligere været Telenors landechef i Serbien.
Kjell Morten Johnsen røg ud af Telenors topledelse, efter at Sigve Brekke i 2015 overtog roret fra den mangeårige topchef Jon Fredrik Baksaas og i oktober ændrede hele koncernledelsen, så også den tidligere Telenor-chef i Danmark og Malaysia, Henrik Clausen, røg ud. Henrik Clausen tiltrådte i sommerferien som topchef for den danske elektronikproducent Bang & Olufsen i Struer.
Penge under bordet for mobillicens
Telenor ejer 33 procent af aktierne i Vimpelcom, der har hovedsæde i Amsterdam i Holland og har 200 millioner mobilkunder, men er ved at skille sig af med dem oven på en bestikkelsessag, hvor Vimpelcom - ligesom den svensk-finske mobilgigant Telia - har betalt penge under bordet for at sikre sig tilladelse til at have mobilnet i Usbekistan.
Det skete gennem et skuffeselskab, Takilant, som er indregistreret i Gibraltar, og som har tætte forbindelser til Usbekistans præsidents datter, Gulnara Karimova, som på det tidspunkt havde ansvaret for det usbekiske telemarked. Sagen har været efterforsket i Schweiz, Sverige og USA samt Holland. En hollandsk domstol beordrede 20. juli, at 123 millioner euro blev beslaglagt fra Takilant i Holland på grund af bestikkelsen fra Vimpelcom og Telia. Vimpelcom indvilligede i februar i år i at betale 795 millioner euro for at få lukket sagerne i USA og Holland.
Kjell Morten Johnsen har i 2011-2015 sidder som et af Telenors medlemmer af Vimpelcoms bestyrelse.