Tidligere NKT-direktør bliver ny topchef i Industriens Fond

Thomas Hofman-Bang bliver ny administrerende direktør i Industriens Fond pr. 1. februar 2019. Han overtager for Mads Lebech, der skal være administrerende direktør i TryghedsGruppen og TrygFonden.

Arkivfoto. Revisionsfirmaet KPMG's afgående direktør Thomas Hofman-Bang bliver ny administerende direktør i Industriens Fond. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Industriens Fond har fundet sin afløser for administrerende direktør Mads Lebech, der i oktober meldte sin afgang.

Det bliver den danske erhvervsmand Thomas Hofman-Bang, der skal lede fonden. Det meddeler Industriens Fond i en pressemeddelelse.

Thomas Hofman-Bang har en lang erhvervskarriere bag sig og har tidligere været chef i industrivirksomheden NKT i en lang årrække. Han kommer fra en stilling som topchef i revisionsfirmaet KPMG, som han i juni meddelte, han stopper fra.

»Bestyrelsen har med valget af Thomas Hofman-Bang sikret, at Industriens Fond får en leder med stor erfaring i at drive industriel og rådgivende virksomhed i en dansk og global kontekst. Thomas Hofman-Bang har et stort netværk i erhvervslivet og blandt nøgleaktører inden for erhvervsfremme og forskning i Danmark. Thomas Hofman-Bang er en ambitiøs person, der besidder de evner som Industriens Fond har behov for,« siger Sten Scheibye, der er bestyrelsesformand for Industriens Fond.

Thomas Hofman-Bang ser frem til at lede Industriens Fond, som Mads Lebech de seneste ti år har siddet i spidsen for.

»Industriens Fonds fokusområder og mission står mig nær. Både som erhvervsmand og med min store interesse for samfunds- og velstandsudviklingen i Danmark. Med både praktisk og strategisk erfaring i rygsækken vil det være mit mål at videreføre og videreudvikle Industriens Fonds arbejde til gavn for konkurrenceevnen og værdiskabelsen i dansk erhvervsliv,« siger Thomas Hofman-Bang.

Thomas Hofman-Bang tiltræder stillingen pr. 1. februar 2019, og dermed kan Mads Lebech påbegynde sit job som administerende direktør i TryghedsGruppen og TrygFonden.