Tidligere Mærsk-guldkalv er ramt på flere fronter – men i Lyngby har de kun ét svar på krisen

Maersk Drilling er ramt på flere fronter. En ting er udbruddet af coronasmitten, der har betydet afskedigelser og lavere forventninger til indtjeningen. Samtidig hviler hele forretningsmodellen på den olie, som alle andre bevæger sig væk fra. Topchef Jørn Madsen forklarer over for Berlingske, hvorfor de mange aktionærer og danske ansatte har grund til at tro på fremtiden.

Jørn Madsen, topchef for Maersk Drilling, tror på olien langt ud i fremtiden. Niels Ahlmann Olesen

Biogas, brint eller ammoniak? Mange forskellige forslag har været bragt i spil til, hvilket brændstof der i fremtiden skal drive skibe, lastbiler og fly frem. Men et sted i Lyngby er de sikre på, at de gamle fossile brændstoffer som olie og gas mange år frem fortsat vil spille en central rolle.

Maersk Drilling, der engang var en af de mest lukrative dele af A.P. Møller - Mærsk, har nemlig ikke noget andet valg end at tro på olie og gas. Virksomheden, som siden 2019 har været selvstændigt børsnoteret, hjælper olieselskaberne med at finde olie, og nogle vil mene, at det er et forretningsgrundlag, som hviler på et usikkert fundament. For overalt bevæger verden sig i en grøn retning.