Planen var, at vinslottet Vignelaure i det sydøstlige Frankrig skulle sælges.
På den måde kunne den tidligere ejer af det nu skandaleombruste auktionshus Lauritz.com Bengt Olof Tony Sundstrøm holde liv i sine to selskaber Blixtz Holding og Ejendomsselskabet Bilxtz.
Men selskaberne, der har været under rekonstruktion siden november, er ikke lykkedes med at sælge slottet, og derfor er de begge nu begæret konkurs. Det bekræfter kurator i konkursboet Lauritz.com, advokat Henrik Selchau Poulsen fra Bruun & Hjejle over for Finans.
Rekonstruktionen var formelt foranlediget af Bengt Sundstrøm og udsprang af konkursen i auktionshuset Lauritz.com, har Finans tidligere skrevet.
Den konkurs har i sig selv efterladt en række krav fra kreditorer, der har et trecifret millionbeløb til gode. Sandsynligheden for, at de kan få deres penge, er i høj grad forbundet med et salg af vinslottet.

Slottet havde Bengt Olof Tony Sundstrøm forsøgt at sælge i flere år, før kurator i Lauritz.com overtog arbejdet.
»Bestræbelserne på at sælge det franske selskab, som ejer vinslottet, fortsætter uændret og vil fortsat ske i samarbejde med de samme franske og internationale ejendomsmæglere,« siger Henrik Selchau Poulsen til mediet.
I det seneste regnskab fra Blixtz Holding er vinslottet værdiansat til 272 millioner kroner.
Økonomisk deroute
Lauritz.com gik konkurs i sommeren 2023. Det skete efter en længere periode med en presset økonomi.
Dengang fremgik det, at Lauritz.com havde gæld for knap 149 millioner kroner. Heraf 50 millioner kroner, som auktionshuset skylder de kunder, der har benyttet sig af Lauritz.com til at sælge deres ejendele.
Lauritz.com blev stiftet i 1999, og siden voksede det til Nordens største auktionshus. I 2016 gik selskabet på børsen i jagten på mere kapital, men efterfølgende begyndte de økonomiske problemer at vokse.
De tog for alvor fart i begyndelsen af 2023, hvilket betød, at auktionshuset begyndte at holde på sælgernes penge.
I perioden op til, at Lauritz.com gik konkurs, hævede auktionshuset flere gange sin afregningsfrist for sælgerne.
Til sidst lød den på 60 dage, hvilket Forbrugerombudsmanden blandt andet efterfølgende vurderede som en overtrædelse af aftaleloven.
Ønsker konkurskarantæne til ledelse
Udover konkursbehandlingen har kuratellet rejst en sag om konkurskarantæne mod den tidligere ledelse i Lauritz.com.
Der er tale om om Bengt Sundstrøm, som var bestyrelsesformand, og hans hustru, Mette Sundstrøm, som var administrerende direktør. Derudover omfatter sagen om konkurskarantæne også Preben Vinkler Lindgaard, som var finansdirektør i Lauritz.com, og Tue Byskov Bøtkjær, der sad i bestyrelsen.

Af indstillingen om konkurskarantæne, der blev sendt til Sø og Handelsretten i maj sidste år, fremgik det ifølge Ritzau, at kuratellet vurderer, at medlemmerne af ledelsen har begået groft uforsvarlig forretningsførelse.
Blandt andet vurderer kuratorerne, at Mette Sundstrøm og Bengt Sundstrøm har sammenblandet Lauritz.coms økonomi med deres egen.
»Denne adfærd har været medvirkende til en forøgelse af kreditorernes tab,« fremgik det af indstillingen.
Både Preben Vinkler Lindgaard og Tue Byskov Bøtkjær »var eller burde være bekendt med sammenblandingen« af virksomhedens og parrets økonomi, vurderer kuratellet desuden.
Kuratellet, der også tæller Rune Derno fra Advokatfirmaet Poul Schmith, har også rejst et krav på 26,6 millioner kroner mod den tidligere ledelse.

