Tidligere Ementor-chef forfremmes i Maconomy

Ny Maconomychef skal fortsætte vækstplan og skaffe overskud i år.

Det børsnoterede softwareselskab Maconomy forfremmer nu den tidligere topchef i Ementor Danmark Claus Thorsgaard, til næstkommanderende og ansvarlig for stort set hele forretningens daglige drift.

Dermed får han ansvar for Maconomys operationer i alle de seks lande, Maconomy opererer i i dag. Og hans vigtigste opgave er, at følge den vækstplan for 2006-2008 som selskabets direktør Hugo Dorph har lagt. En plan der siger, at der blandt andet skal skaffes overskud i år og omsættes for 100 mio. kr. på softwarelicenser næste år.

”Min opgave bliver blandt andet, at hente synergier ud af vores landekontorer, så vi fremstår som en ensartet international virksomhed,” siger Claus Thorsgaard.

Men de enkelte landes lokale særpræg skal fastholdes, tilføjer han.

Maconomy har netop fremlagt halvårstal der viser en omsætning på 105,7 mio. kr. i årets første seks måneder var stigningen på 23 procent i forhold til samme periode sidste år.

Men vækst er ikke nok, hvis der ikke følger penge med på bundlinien, siger han. Så målet er profitabel vækst, understreger Thorsgaard.

”Der skal ikke fyres nogen, men der skal sælges mere,” siger han.

Maconomy sælger sin software i 50 lande og er specialiseret indenfor konsulentvirksomheder og PR-branchen.

Claus Thorsgaard blev som 31-årig udnævnt til partner i Ernst og Young Mangement Consulting, og blev for alvor kendt, da han som 34-årig blev adm. direktør for konsulentvirksomheden Ementor. Claus Thorsgaard kom til Maconomy i juni 2007 fra en stilling som salgs- og marketingsdirektør i Siemens IT Solutions og Services i Danmark.