Han er kendt for at sige tingene ligeud og kun arbejde med mærker, han kan identificere sig med og brænder for.

To kendetegn, der formentligt ikke er dårlige at have, når Mads Ryder inden længe skal sælge tallerkener og skåle til præsident Trump.

1. november begynder han som adm. direktør for den 130 år gamle amerikanske detailkæde Lenox, der er ejet af kapitalfonden Clarion, og som har en lang tradition for at levere stel til Det Hvide Hus og en lang række af de seneste mange års præsidenter.

»Jeg rejser over Atlanten for at rydde op, fokusere og drive Lenox hen mod et salg om to til fire år,« siger Mads Ryder til Børsen.

Fik det kongelige porcelæn til at skinne igen

Det er ikke første gang, at 55-årige Mads Bryder, der har jyske rødder og er vokset op på gården Borchsminde ved Hornsyld, har fingrene i en sådan salgsproces. I 2009 blev han ansat i det gamle hæderkronede porcelænsfirma Royal Copenhagen, som var på fallittens rand med et underskud på 100 mio. kroner. Fire år efter, da han forlod det, havde han fået vendt udviklingen og skabt et overskud i samme størrelsesorden, og i 2013 blev virksomheden solgt til finske Fiskars for omkring 500 mio. kroner.

»Det handlede om at gøre Royal Copenhagen populært for den unge målgruppe. Det er præcis det samme, jeg skal i gang med hos Lenox. Gøre det attraktivt igen,« siger Mads Ryder.

Efter Mads Ryder havde lagt det kongelige porcelæn på hylden, blev han i 2013 topchef for tøjkoncernen IC Group.

Et job, han tre år efter blev afskediget fra, da koncernen ønskede at indføre en ny struktur.

»Det er aldrig rart at miste sit job. Der må man tørre øjnene og komme videre. Det nye job handler ikke om at genvinde stolthed eller lave comeback. Det handler for mig om at overføre danske dyder og implementere dem i en amerikansk virksomhed,« siger han.

Når Mads Ryder nu skal arbejde for Lennox, er det, fordi han kan identificere sig med virksomheden:

»Når jeg sidder til et sølvbryllup og skal fortælle min borddame om det, jeg beskæftiger mig med, vil jeg kunne fortælle om noget, jeg brænder for. Passionen og gejsten, det er min drivkraft. Jeg vil have en holdning til det, jeg arbejder med. Det er helt afgørende,« har han tidligere udtalt.

Når passionen for arbejdet er der, præger det derfor også hans ledelsesstil, hvor han ynder at sige tingene, som de er.

»Jeg vil ind til sagen, og jeg skærer igennem. Ledelse er jo egentlig ikke så indviklet. Det er ikke sværere end børneopdragelse, men det kan også være svært. Også her gælder det om at være konsekvent,« siger Mads Ryder, der betegner sig selv som mere utålmodig end de fleste.

»Derfor er der også godt, at jeg har nogen omkring mig, der siger til mig, når det går for stærkt, og jeg skal holde lidt igen. Jo, jeg er vist en, der skal holdes lidt i snor,« siger Mads Ryder.

Om det også var utålmodigheden, der løb af med Mads Ryder i 2011, vides ikke, men mens han stod i spidsen for Royal Copenhagen, var han mistænkt for brud på konkurrenceloven på grund af en række kontroversielle udtalelser på en konference i København, hvor ca. 200 erhvervsfolk var blandt tilhørerne. Her sagde Mads Ryder blandt andet:

»Vi har haft nogle helt vilde kampe med Inspiration og Imerco. Vi var ved at stoppe samhandlen, fordi Imerco kun ville købe varer, hvis de måtte sætte priserne ned. Så sagde vi til dem, at »det må I bare ikke. Færdig slut«. Og så handlede vi ikke i et stykke tid,« lød udtalelsen fra Mads Ryder, der måtte beklage, og som de seneste år ikke har været helt så åbenmundet.