thy: etablerer udviklingsselskab i Tunesien

Outsourcing. Den danske IT-virksomhed thy: har valgt at se bort fra Asien og Østeuropa. I stedet opretter den nordjyske virksomhed et egentligt udviklingsselskab i Tunesiens.

It-virksomheden thy: fra Nordjylland har valgt at se bort fra Østeuropa og Indien, og har i stedet etableret thy:tunisie, hvor syv ansatte i dag udgør virksomhedens nordafrikanske IT-udviklingsselskab.

thy:tunisie er en strategisk satsning for thy: og målet er, at selskabet på sigt også kommer til at servicere andre virksomheder end thy: koncernen. Den ambition er allerede sat i søen, idet thy:tunisie er begyndt at sælge udviklingstimer til danske rådgivnings- og udviklingshuse med fokus på Microsoft .NET-teknologi.

Uddannelsesniveauet for IT-udviklere i Tunesien er generelt højere end i Danmark, og mange af kandidaterne kommer fra de bedste universiteter i Frankrig. thy:tunisie tilbyder markant bedre forhold for sine medarbejdere end tilsvarende IT-virksomheder i Tunesien, og derfor kan selskabet vælge blandt de bedste udviklere i branchen.

- Vores helt store force er det lave lønniveau, et højt uddannelsesniveau og nok så væsentligt, at vi er i den samme tidszone som Danmark. Selvom vi er en lille virksomhed, er det hurtigt rygtedes, at vi har unikt gode arbejdsbetingelser, og derfor oplever vi en meget stor søgning til vores stillinger, siger direktør i thy:tunisie Raouf Karmani, der selv tilbringer én uge hver måned hos thy: i Thisted for at bevare den tætte kontakt til de danske kolleger. Hidtil har det især været franske IT-virksomheder, der har outsourcet til Tunesien, men resten af verden er også ved at få øjnene op for den lille afrikanske republik. Blandt andet har Lotus Notes omkring 60 udviklere siddende i Tunesien.