Thomas Borgen ryger ud af Disruptionråd

Den afgående topchef i Danske Bank, Thomas Borgen, fortsætter ikke i Disruptionrådet, bekræfter statsminister Lars Løkke Rasmussen på Twitter.

Thomas F. Borgen ved Danske Bank pressemøde som offentliggøre konklusionerne i den interne advokatundersøgelse, som banken selv har sat i værk af hvidvask af penge i bankens filial i Estland. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Den snart forhenværende chef i Danske Bank, Thomas Borgen, mister også sin plads i det af regeringen nedsatte Disruptionsråd.

Det bekræfter statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på Twitter.

Tidligere onsdag spurgte kommentator Henrik Qvortrup på det sociale medie:

»Fortsætter Thomas Borgen i regeringens Disruptionsråd, Lars Løkke?«, hvortil statsministeren nu har svaret:

»Nej«.

Det fremgår ikke, hvorvidt det er Thomas Borgens egen beslutning, eller om han er blevet bedt om at forlade rådet, der blev nedsat i foråret 2017.

Berlingske arbejder på at indhente en kommentar fra Statsministeriet, der har nedsat Disruptionrådet.

Meldingen kommer samme dag, som Thomas Borgen selv har valgt at forlade sin stilling som CEO hos Danske Bank i kølvandet på hvidvaskskandalen, der nåede i nye højder onsdag, hvor advokathuset Bruun & Hjejle præsenterede sin længe ventede undersøgelse af forløbet i storbanken.

Her blev det blandt andet konkluderet, at Danske Bank har misinformeret Finanstilsynet, og at de første advarsler allerede kom i 2007, da man overtog den finske bank, Sampo Bank.