Thise på hylderne i England og USA

Thise skal sælge økologisk smør til englænderne, og en kontrakt med det amerikanske øko-supermarked Wholefoods er på trapperne. Et umætteligt hjemmemarked kan dog spænde ben for ambitionen om at femdoble omsætningen i udlandet.

Nu skal amerikanerne lære at sætte tænderne i og pris på ostene fra det økologiske Thise Mejeri. Desuden er en aftale om eksport af smør til England i hus. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger
Der er trængsel ved stalddøren på det lille jyske øko-mejeri i Thise. Mejeriet har netop scoret en større ordre til engelske supermarkeder, og en amerikansk ditto er under opsejling.

»Vi har indgået et samarbejde med et engelsk mejeri om at levere op til fem tons økologisk smør om ugen til engelske kæder. Det er knap en fjerdedel af vores produktion,« siger salgsdirektør Mogens Poulsen, der ikke vil røbe navnet på kunderne.

Samtidig er mejeriets produkter på vej ind i verdens største økologiske supermarked, amerikanske Wholefoods, afslører han.

»Vi har fået den første landmand godkendt efter amerikanske økologiregler, og nu afventer vi bare et »go« fra Wholefoods, så vi kan begynde at levere både smør og ost til kæden,« siger Mogens Poulsen, der regner med at skulle sende produkter over Atlanten i 2008.

De to ordrer vil sammen med mejeriets eksisterende eksport til Sverige og Tyskland hjælpe mejeriet godt på vej mod strategien om, at 25 procent af omsætningen skal komme fra udlandet.

»I dag er det blot omkring seks procent. Med disse ordrer når vi op på omkring 15 procent næste år,« siger Mogens Poulsen.

Ønsket om flere kunder i udlandet skyldes bl.a., at mejeriet på længere sigt forudser trængsel på det danske marked samt at Thise i dag er voldsomt afhængig af en kunde, nemlig Coop, der står for 70 procent af omsætningen på små 300 mio. kr.

Mælkemangel
Den tilsyneladende endeløse succes for det lille mejeri har dog den slagside, at det er svært at følge med.

»Det, der kan spænde ben for vores internationale ambitioner, er, at vi ikke har mælk nok. Og det skyldes, at Coop efter deres øko-kampagne efterspørger mindst 30 procent mere end sidste år,« siger salgsdirektøren.

Mejeriet har ellers brugt 140 mio. kr. på at fordoble produktionskapaciteten samt taget 15 nye andelshavere ind, så antallet af leverandører nu er 75. Men det er ikke nok.

»Vi må sætte vores lid til, at vi får mindst 20 nye leverandører ved årskiftet, samt at tørsten efter økologisk mælk herhjemme aftager lidt, så vi ikke oplever så kraftig vækst i fremtiden,« siger Mogens Poulsen.