Testkapaciteten skrues i vejret: Copenhagen Medical har ansat 1.000 nye podere – og det var ikke så let som tidligere

I takt med at smitten stiger, har myndighederne også valgt at skrue op for testkapaciteten. Hos udbyderen af hurtigtest i hovedstaden, Copenhagen Medical, betyder det blandt andet, at man har ansat 1.000 nye podere, der nu skal uddannes.

Poderne på Copenhagen Medicals testcentre får snart nye kolleger. Virksomheden har nemlig ansat 1.000 nye podere for at imødekomme det øgede krav om testkapacitet. Søren Bidstrup

Coronasmitten stiger, og der meldes dagligt om tårnhøje smittetal.

Som et middel til at øge epidemikontrollen har myndighederne nu valgt at opskalere testkapaciteten. De private udbydere af hurtigtest har fået to uger frem til 7. januar til at øge antallet af daglige hurtigtest fra 300.000 til 500.000.

Samtidig skal antallet af pcr-test øges fra det nuværende niveau på 190.000 test til 230.000 daglige test i januar og februar.

»Smitten har aldrig været højere, og der er tryk på testsystemet. Nu skruer vi op, så vi i det nye år får en rekordhøj testkapacitet på næsten trekvart million test hver dag. Der er især travlt på  pcr-stederne, derfor anbefaler sundhedsmyndighederne, at nære kontakter for tiden skifter den sidste pcr-test ud med en hurtigtest. Det vil frigive plads, så vi kan få testet så mange som muligt,« sagde direktør i Styrelsen for Forsyningssikkerhed Lisbet Zilmer-Jons i en pressemeddelelse.

Hos Copenhagen Medical, der udbyder gratis kviktest i Region Hovedstaden, betyder det blandt andet, at man har været i fuld gang med at rekruttere og afholde samtaler. Trine Baadsgaard, der er presseansvarlig hos Copenhagen Medical, fortæller, at man forventer, at man nu skal i gang med at uddanne 1.000 nyansatte poder for at kunne løfte den opskalerede opgave.

Og selvom man forventer at kunne klare opgaven, så er det ikke lige så let som tidligere.

»Det er klart, at der er nogle andre udfordringer, end sidst vi skulle ansætte så mange, for der var samfundet lukket ned. Cafeer, restauranter og højskoler var lukket, så folk gik hjemme. Derfor er vi også opmærksomme på, at det måske ikke bliver lige så nemt som sidste gang,« siger Trine Baadsgaard.

Positive podere

Copenhagen Medical har i øjeblikket omkring 6.000-7.000 ansatte, som jævnligt melder sig på vagter. Men der skal bruges flere for at klare de nye krav til kapaciteten. Også fordi, en del af de ansatte, der møder ind om morgenen, bliver sendt hjem igen.

Det høje smittetryk resulterer nemlig i, at en del af de podere, der møder ind om morgenen og får en test, er positive. Derfor bliver de sendt hjem i isolation. Det betyder, at Copenhagen Medical er nødt til at »overbooke« deres vagtplaner.

»Vi tester alle, der møder ind, og der er en del, som er positive. Men det kompenserer vi for ved at sætte 25-30 procent ekstra på hver dag. Vi ved, at der kommer en del sygemeldinger, og så er vi er sikre på, at podebåsene ikke står tomme,« siger Trine Baadsgaard.

Onsdag blev der registreret 23.228 smittede med corona ud fra 189.000 test. Det giver en positiv procent på 12,26.

Bedre flow

Ud over at uddanne de nye podere arbejder Copenhagen Medical også på at forbedre det flow, der er i testcentrene. De arbejder aktivt på at nedbringe ventetid ved at sørge for, at folk bliver kaldt hen til en bås, ligesom de opfordrer til, at man downloader deres app.

»Vi kigger meget på vores flow, således at vi kan optimere den tid, man bruger i testcentrene. Selvom det er få sekunder, man sparer, så betyder det alligevel noget, når man har flere tusinde mennesker igennem om dagen,« siger Trine Baadsgaard.

Copenhagen Medical og de andre private testudbydere skal være klar til at håndtere den øgede testkapacitet allerede 7. januar. Trine Baadsgaard fortæller, at et godt samarbejde med leverandørerne betyder, at selskabet ikke regner med at få problemer med materialer og udstyr.

Ligesom at man vil gøre alt for, at der ikke bliver problemer med at få fyldt vagtplanen ud.

»Det er en del af vores kontrakt, at vi skal stille den her kapacitet til rådighed. Nu har vi fået et varsel om, at den skal oprustes yderligere. Det kan og gør vi selvfølgelig,« siger Trine Baadsgaard.