Teslas halvhemmelige våben takker af

Det er kommet som lidt af et chok, at Jeffrey »J.B.« Straubel, Teslas medstifter og tekniske direktør, har varslet sin afsked efter 16 år. Han er blevet kaldt Teslas halvhemmelige våben og har haft en central rolle i elbilproducentens succes. Men frem for alt er han drevet af ambitioner om at gøre verdens energi elektrisk og bæredygtig.

Teslas medstifter og øverste teknologidirektør, J.B. Straubel, har spillet en nøglerolle i elbilproducenten, og det var ham, der i sin tid var med til at få Elon Musk ind i selskabet. Her taler han på Seoul Digital Forum i Sydkorea i maj 2015. JEON HEON-KYUN / EPA / Ritzau Scanpix

Sig Tesla, og det fleste svarer: Elon Musk. Men havde det ikke været for et tilfældigt møde med Jeffrey Straubel, havde historien måske været en anden.

Det hele startede i 2003, da Straubel – der foretrækker at gå under initialerne J.B. – på sit gamle universitet, Stanford, hørte Elon Musk fortælle om rumfartsprojektet SpaceX. Og over en efterfølgende frokost snakkede de to, der begge har privat pilotlicens, om deres fælles interesse for eldrevne fly, der på det tidspunkt var Straubels hovedbeskæftigelse.