Tesla vinder lille sejr i styrtdykkende europasalg – men svensk strid optrappes nu

Europas næststørste bilmarked oplevede stort nysalg af elbiler i august. Det løftede Tesla med opad, men der er langt til fordums storhed, og nu optrappes en to år lang konflikt i Sverige.

I snart to år har Tesla i Sverige været ramt af en konflikt, som en række fagforbund har tilsluttet sig. Her er det strejkevagter uden for Tesla i Segeltorp tidligere i år. Foto: Claudio Bresciani/TT/Ritzau Scanpix

Mens multimilliardæren Elon Musk fra sin topchefstol hos den amerikanske elbilproducent Tesla kan se på, at salgstallene i Europa fortsat styrtdykker, er der dog et nyt lyspunkt i nedturen. Til gengæld optrappes nu den to år lange strejke mod Tesla i Sverige.

Lige siden Elon Musk kastede sig ind i amerikansk politik med sin støtte til Donald Trump som præsident, har Tesla, som han er storejer i, været ramt af et styrtdykkende salg i store dele af verden.