Tesla har godkendt en kæmpe aktiepakke til direktør Elon Musk, der i forvejen er den største aktionær i selskabet med en aktieandel på cirka 13 procent.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters mandag.
Pakken indebærer, at Musk tildeles 96 millioner aktier til en værdi af omkring 29 milliarder dollar - svarende til 187 milliarder kroner.
Målet er at beholde Musk i spidsen for elbilselskabet, står der i et brev, som Financial Times citerer fra.
Topchefen har flere gange truet med at forlade selskabet, medmindre han får mere kontrol.
- At fastholde Elon er vigtigere end nogensinde før, står der i brevet.
- Vi er i sikker forvisning om, at denne tildeling vil motivere Elon til at forblive i Tesla.
Musk har tidligere fået annulleret en kompensationspakke til en værdi på over 50 milliarder dollar fra selskabet.
Det skete i 2024, da en domstol i Delaware fastslog, at kompensationspakken fra 2018 var ugyldig på grund af en mangelfuld godkendelsesproces - samt at den ikke var retfærdig over for andre aktionærer.
I marts begyndt Musk en ankeproces.
/ritzau/