Tesla tilbagekalder 90.000 biler

Elbilproducenten Tesla tilbagekalder samtlige Model S-biler på grund af en mulig fejl i sikkerhedsselen. I alt er cirka 90.000 bilejere er ramt.

Foto: ROBYN BECK

Knap hundrede tusind biler fra elbilgiganten Tesla tilbagekaldes. Tilbagekaldelsen skyldes en mulig fejl i sikkerhedsselen på forsædet, skriver Reuters.

Fejlen blev opdaget i begyndelsen af november, da en bilejer henvendte sig til producenten for at oplyse om, at en sikkerhedssele bristede, da personen ville tale med en passager på bagsædet.

»Vi har ikke været i stand til at finde en årsag til fejlen i vores tests, og vi kommer til at undersøge hver eneste bil,« lyder det fra en talsmand for Tesla i en skriftlig kommentar.

Ifølge talsmanden har man ikke fået oplysninger om ulykker, som har været relateret til fejlen på sikkerhedsselen. Desuden forventer virksomheden, at hovedparten af bilerne ikke har en defekt sele.

Tilbagekaldelsen gælder for biler over hele verden, men de fleste Model S-biler er formenlig i USA, mens et fåtal befinder sig i Europa og Asien.

Selskabet har underrettet alle ejerne af Model S-biler med en e-mail, hvor virksomheden beder dem om at henvende sig på et af Teslas 125 værksteder.

Sidste år tilbagekaldte Tesla knap 30.000 biler på grund af en fejl i opladningsmekanismen, som potentielt udgjorde en brandfare.