Tesla frikendt i førerløs dødsulykke

En officielt undersøgelse har frikendt Teslas Autopilot i at være skyld i en dødsulykke i Florida. Der rejses dog stadig kritik af elbilproducentens måde at markedsføre sin selvkørende teknologi, fordi den netop ikke fuldt ud fungerer som en autopliot.

Teslas Autopilot-system, der kan assistere en chauffør med at køre bilen, er netop blevet frikendt efter en meget omdiskuteret dødsulykke i Florida. Fold sammen
Læs mere

Joshua Brown tændte for funktionen Autopilot i sin Tesla S, mens hans kørte 120 kilometer i timen, og så gav han sig ifølge Associated Press til at se en Harry Potter-film på sin computer. To minutter senere bragede den eksklusive elbil direkte ind i siden på en lastbil, der krydsede ud på vejen foran Joshua Brown.

Den 40-årige Tesla-ejer døde på stedet og blev den direkte årsag til, at det amerikanske National Highway Traffic Safety Administration (NHTSA) igangsatte en undersøgelse af flere hændelser, hvor Teslas Autopilot var involveret. Nu har NHTSA færdiggjort sine undersøgelser, skriver blandt andre New York Times, og de er endt med en frikendelse af den selvkørende teknologi i Teslas biler.

Tesla har tidligere sagt, at Autopilot ikke kunne kende forskel på den hvide himmel og lastbilens hvide trailer, men NHTSA lagde mere vægt på, at Joshua Brown ikke holdt øje med vejen, og at han havde mindst syv sekunder til at reagere, inden ulykken skete.

Nyheden kommer som en lettelse for Tesla og selskabets grundlægger Elon Musk, for NHTSA har bemyndigelse til at tvinge Tesla til at tilbagekalde alle biler med fejl på. NHTSA fremhævede også, at antallet af ulykker med Tesla-biler er faldet med 40 pct., siden Tesla introducerede Autopilot.

Fejl, mener NHTSA, er der ikke i Teslas Autopilot, men myndigheden er tilgengæld kritisk over for markedsføringen af den selvkørende teknologi og navnet på den. Autopilot giver nemlig forbrugeren et indtryk af, at bilen kan køre selv, og så moden er teknikken endnu ikke.

»Det er en bekymring om heleindustrien, som vores agentur har,« sagde talsmand for NHTSA, Bryan Thomas, til New York Times.

En række bilproducenter er i gang med at udvikle teknologier med samme funktion som Teslas Autopilot, det gælder blandt andre Mercedez, Ford og Google.