384 milliarder kroner. 

Så mange kroner beder Teslas bestyrelse dets aktionærer om at acceptere, at Elon Musk får betalt i aktier som tak for sit foreløbige arbejde som topchef i Tesla.

Samme beløb bad Elon Musk om for seks år siden, hvilket et flertal af aktionærerne godkendte, at han kunne få. 

Men ikke alle var tilfredse, og en enkelt aktionær tog aftalen i retten i den amerikanske delstat Delaware, hvor Tesla har hovedsæde.

Her fik milliardæren Musk i januar afslag på at gennemføre aftalen, som dommeren mente var »behæftet med fejl«. 

Men nu modsætter bestyrelsen i Tesla sig – med Elon Musk i ryggen – domstolens kendelse. Det skriver CNBC

Lønpakken på 384 milliarder kroner, som bestyrelsen i Tesla forsøger at få i hus på Elon Musks vegne, er den største aftale om en lønpakke i amerikansk erhvervshistorie.

Elon Musk har flere gange givet udtryk for, at han gerne vil eje 25 procent af Tesla-aktierne, og at han er »utryg« ved ikke at sidde på en større del af aktierne, end de 13 procent han ejer nu.

»Faktuelle fejl«

Da domstolen i Delaware i starten af året valgte at lade Elon Musks lønaftale bortfalde, var det, fordi det var domstolens overbevisning, at afstemningen om aftalen var sket på uretfærdig vis.

Dommeren fandt, at det reelt set var Elon Musk og ikke bestyrelsen, der styrede virksomheden, og at den komité af aktionærer, der skulle stemme for eller imod Musks lønpakke, i virkeligheden havde fungeret mere »som et rådgivende organ« for Musk.

Derfor kunne Delaware ikke acceptere en så vidtgående aftale, som Elon Musk ønskede sig.

Forudsigeligt nok skabte det en reaktion hos manden selv, som kort efter delte sin utilfredshed med dommen på mediet X, hvor han rådede andre til »aldrig at registrere sin virksomhed i staten Delaware«.

Ifølge CNBC er Delaware foruden Tesla hjem til 60 procent af de 500 største virksomheder i USA målt på omsætning.

Onsdag sendte Tesla så en meddelelse ud, hvor de anklager domstolen i Delaware for at »lave faktuelle fejl« og »drage ukorrekte konklusioner ved lov«.

»Fordi domstolen blokerede for beslutningen, er Elon ikke blevet betalt for noget af sit arbejde for Tesla i de sidste seks år. Det forekommer os – og de mange aktionærer, vi allerede har hørt fra – grundlæggende uretfærdigt og i strid med viljen hos de aktionærer, der stemte for beslutningen,« skriver forperson for Teslas bestyrelse, Robyn Denholm, i meddelelsen.

Teslas aktionærer skal stemme om aftalen til virksomhedens næste årsmøde 13. juni.