Tesla-fabrik i Berlin skal producere 500.000 biler om året

Teslas nye fabrik, der skal bygges i udkanten af Berlin, forventes at skulle producere en halv million elbiler hvert år. Der skal investeres 28 milliarder kroner i foretagendet, og fabrikken skal skabe 10.000 job.

Teslas nye Model Y forventes at blive den ene af to modeller, der fremover skal produceres i en ny Tesla-fabrik, der skal ligge uden for Berlin. Hvert år forventes det, at godt en halv million elbiler vil rulle ud fra fabrikken. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tesla Handout/Ritzau Scanpix

Tesla er kendt for høje ambitioner, store ord og endnu større armbevægelser.

Det renommé lader bilfabrikanten ikke hånt om med den nye fabrik, der går under navnet Gigafactory 4, og som forventes at stå klar i udkanten af Berlin i slutningen af 2021.

Her er det nemlig ambitionen, at der hvert år skal produceres op mod 500.000 elbiler.

Det skriver de tyske medier Frankfurter Allgemeine Zeitung og Bild, som er kommet i besiddelse af dokumenter fra de tyske myndigheder.

Den halve million biler, der altså hvert år skal trille ud på de europæiske veje fra Berlin-fabrikken, skal efter alt at dømme være henholdsvis Tesla Model 3 og den helt nye Model Y.

Sidstnævnte har endnu ikke ramt markedet, men forventes at gøre det i løbet af 2020, mens Model 3 netop er blevet kåret som årets bil i Danmark.

28 milliarder og 10.000 job

Produktionen på op imod en halv million nye Teslaer vil bringe den nye Berlin-fabrik op på samme produktionsniveau som Teslas fabrik i Fremont i Californien.

Med etableringen af den nye fabrik vil elbilproducenten have mere end fordoblet den samlede produktion globalt.

Ud over den tyske fabrik er der nemlig en tredje – Gigafactory 3 – under udarbejdelse i kinesiske Shanghai. Den skal dog kun levere små 200.000 Teslaer om året.

De dokumenter, som de tyske medier Frankfurter Allgemeine Zeitung og Bild er kommet i besiddelse af, viser da også, at der er handling bag ordene, når Tesla proklamerer, at man vil have en enorm produktion.

Elbilproducenten vil nemlig investere intet mindre end 28 milliarder kroner i fabrikken.

Det forventes, at masseproduktionen af Model 3 og Model Y på Gigafactory 4 vil kaste hele 10.000 job af sig.

Opførelsen af fabrikken begynder i 2020, og det forventes, at de første Tesla »Made in Berlin« er klar i slutningen af 2021.

»Oh my fucking God,« udbrød Tesla-stifter Elon Musk, da hans chefdesigner kylede en metalkugle mod Cybertruckens armerede siderude, og den øjeblikkeligt blev knust, mens et måbende publikum så til.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Robert Hanashiro/USA Today/Ritzau Scanpix.

Model 3 er årets bil i 2020

I den seneste tid er det dog ikke Model 3 eller Model Y, der har trukket overskrifter.

I stedet er det Teslas Cybertruck, som alle taler om.

Det skyldes en ganske ærgerlig episode, hvor virksomhedens chefdesigner, Franz von Holzhausen, skulle illustrere, at Cybertrucken var ekstra holdbar med skudsikre ruder og superstærkt stål. Under præsentationen skød flammer op af gulvet, mens futuristisk technomusik tordnede ud af højttalerne.

For at bevise Cybertruckens styrke kastede chefdesigneren en metalkugle, der med det samme knuste bilens pansrede glas, mens det måbende publikum så til. For at bevise, at der var tale om en hændelig fejl, blev kuglen kastet igen – med samme resultat: Ruden knustes.

Elon Musk, skaberen af Tesla, kvitterede med et »Oh my fucking God« og konkluderede, at »der var plads til forbedringer«.

Kort efter at Tesla måtte se sig ydmyget i offentligheden, var Lego klar med en lille humoristisk bemærkning om fadæsen. Her kunne Lego nemlig præsentere »en garanteret skudsikker bil«. På trods af den »lille« fejl ved præsentationen gik der ikke mange døgn, før der allerede var tikket over 200.000 bestillinger ind på Cybertrucken. Fold sammen
Læs mere

På trods af den lille fadæse er det formentlig Model 3, som de fleste danskere kender.

Den er nemlig for nylig blevet kåret som årets bil 2020.

Og det var faktisk en historisk sejr, for det er første gang i kåringens historie, at den flotte hæder går til en amerikansk bil. Derudover er det også første gang nogensinde, at titlen som årets bil blev vundet af en elbilmodel.

Kåringen, som fandt sted i slutningen af november, vakte glæde hos Teslas danske landechef, Kim Jensen.

»Vi er utroligt glade for at få prisen, for den anerkender vores arbejde, også her i Danmark, mod en fremtid med en mere miljømæssigt bæredygtig transport,« sagde Kim Jensen til Børsen i forbindelse med kåringen.

FDM: Det er en stor fabrik

Hos FDM synes Torben Arent, nyhedsredaktør på medlemsbladet »Motor«, at Teslas planer om en fabrik, der kan levere op til 500.000 biler om året, lyder »lidt voldsomt«.

Ifølge ham er det nemlig en »meget stor« fabrik. Gennemsnitligt er det hos andre producenter godt 300.000 biler, de fleste fabrikker har kapacitet til.

»Det er en stor fabrik. Men jeg forestiller mig, at de udbygger den af flere omgange. De kommer nok til at bygge biler efter efterspørgslen, og så kan de skalere op undervejs,« siger Torben Arent.

Han forklarer, at Tesla-salget herhjemme lander på lige under 2.000 solgte el-biler i år. Han betegner derfor stadig Tesla som et nichemarked, selvom salget er steget med flere tusinde procent.

»En Tesla er stadig dyr, og set i det lys er den ikke en kæmpe sællert. Men den er stadig den mest solgte elbil herhjemme,« siger Torben Arent.

Overall ligger Teslas Model 3 nr. 40 på listen over mest solgte biler i Danmark.