Tesla-batteri skal revolutionere vores elforbrug

I nat præsenterede Teslas direktør Elon Musk et batteri, som kan lagre sol- og vindenergi i hjemmet. »Det er vores mål fundamentalt at ændre den måde, hvorpå verden anvender energi,« siger han.

Foto: KEVORK DJANSEZIAN. Teslas banebrydende batteri Powerwall blev præsenteret i Los Angeles i nat. Foto: Kevork Djansezian, Scanpix/Reuters
Læs mere
Fold sammen

Verden over bliver det mere og mere almindeligt at anvende energi fra solceller og vindmøller. Men et par afgørende udfordringer er endnu ikke blevet løst: Hvordan bruger vi solens energi, når den ikke skinner? Og hvordan får vi strøm fra vindmøllerne, når det ikke blæser?

Nu er vi måske nærmere et svar på de spørgsmål, og løsningen kommer - en smule uventet - fra den amerikanske bilproducent Tesla Motors. På et pressemøde i nat præsenterede Teslas direktør Elon Musk den såkaldte Powerwall. Det er et batteri, som kan opbevare sol- og vindenergi i længere tid. Batteriet er beregnet til at hænge på en almindelig husvæg eller en garage.

»Det er vores mål fundamentalt at ændre den måde, hvorpå verden anvender energi,« sagde Tesla-chefen Elon Musk under præsentationen i Los Angeles.

Han fortalte, at det nye lagringsystem vil være målrettet moderne forbrugere med solceller på taget og elbil i garagen.

De mindste batterier har en kapacitet på 10 kWh og Tesla vil begynde produktionen senere på året. De kommer til at koste lige i underkanten af 25.000 kroner. Det er endnu uvist, om og hvornår batterierne kommer til Danmark.

Batterierne skal fremstilles i staten Nevada, men Elon Tusk er meget bevidst om, at Europa kan være et potentielt stort marked.

»Tyskland må anses for at være et nøglemarked for det nye produkt, fordi landet har den største optagelse af solenergi,« siger Musk.

Han forudser også, at batteriet kan blive en succes i udviklingslande, hvor der, ifølge Musk, ofte er »en upålidelig strømtilførsel trods rigeligt med sol.«

Tesla er først og fremmest kendt for at producere dyre superbiler. Blandt andet luksus-elbilen Tesla S, som allerede indeholder et lignende batteri.