Tesco gør klar til massefyringer

Tesco, der er Storbritanniens største supermarkedskæde, vil fjerne en række mellemledere i et forsøg på at reducere selskabets omkostninger med 1,5 mia. pund. Op mod 1700 mennesker fordelt på 226 supermarkeder risikerer at miste deres job.

Arkivfoto. Tesco, der er Storbritanniens største supermarkedskæde, vil fjerne en række mellemledere i et forsøg på at reducere selskabets omkostninger med 1,5 mia. pund. Fold sammen
Læs mere
Foto: Toby Melville

Det skriver the Guardian.

Stigende priser på fødevarer og heftig konkurrence fra branchens discountkæder truer Tesco, der har tænkt i nye strategiske baner for at fremtidssikre forretningen.

»Ændringerne fjerner kompleksitet og vil give en mere simpel oplevelse for vores ansatte og kunder. Vi anerkender, at ændringerne er vanskelige at implementere, men de er nødvendige for at sikre vores forretnings konkurrencedygtighed,« siger Matt Davies, der er Tescos administrerende direktør i Irland og Storbritannien, til the Guardian.

De godt 1700 mellemledere, som står til at miste deres job, får dog mulighed for at blive såkaldte personaleledere i Tescos distributions netværk, hvor der ventes at blive skabt 900 nye stillinger.

Sidste sommer fyrede supermarkedskæden 1200 medarbejdere, og når selskabets callcenter i Cardiff lukker i denne måned, vil det koste omkring 1100 mennesker jobbet.