Telmore-stifter satser på seks-cifret kundeantal

Med lave og gennemskuelige priser satser Telmore-stifteren Frank Rasmussen på, at danskerne tager hans nye mobiltelefon-selskab, Bibob, til sig, når selskabet går i luften i løbet af september-oktober.

Bibob adskiller sig fra andre lavpris mobilselskaber ved at benytte en enkel prisstruktur med taksering pr. sekund og ingen opkaldsafgift. Dermed har Bibob al mulig udsigt til at blive et af landets billigste selskaber, medmindre konkurrenterne for alvor sætter deres priser ned.

Allerede i sidste uge besvarede Unotel og M1 imidlertid udfordringen og fjernede opkaldsafgiften for nogle abonnementstyper. De to selskaber fastholder dog en taksering med afregning for hvert påbegyndt minut. Og da en gennemsnitlig samtale ifølge IT- og Telestyrelsen varer 1,2 minutter, giver minuttakseringen derfor en forholdsvis høj reel minutpris i modsætning til Bibobs udspil med taksering pr. sekund.

Efter at have lagt hjemmeside til 20.000 besøgende samme dag, som Bibob offentliggjorde sine takster, er Frank Rasmussen da også fuld af optimisme.

- Vi skal gerne op på et seks-cifret kundeantal, og jeg tror, vi bliver positivt overraskede over hvor hurtigt, det vil gå, siger han til RB-Børsen, men ønsker dog ikke at oplyse nærmere om tidshorisonten i den forbindelse.

Bibob satser ikke på at blive den billigste udbyder på markedet, men for de 80 pct. af danskerne, der har et normalt forbrug, er Frank Rasmussen ikke i tvivl om, at Bibob bliver et attraktivt alternativ.

- Vores styrke er at gøre tingene simple. Dermed kan vi håndtere flere kunder med færre medarbejdere. Set ud fra vores synspunkt er kunde med et lille forbrug derfor også en god kunde, fastslår han.

Den præcise dato for hvornår Bibob går i luften er endnu ikke fastlagt. Ifølge Frank Rasmussen handler det om færdiggørelse og test af selskabets egen-udviklede afregningssystem. Og derfor er det svært at spå om den præcise dato, anfører han.

Bibob benytter sig af Sonofons mobil-net i modsætning til hans daværende selskab, der lejede sig ind på TDC's netværk.

(RB-Børsen)