Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Konkurrencen på det danske mobilmarked spidser til. Nu skærer det TDC-ejede Telmore sin mobilpakke med ekstratilbud som film og magasiner op i flere bidder for på den måde at kapre flere kunder og kunne fastholde de eksisterende.
Mandag morgen ændrede Telmore sit store Telmore Play-abonnement, så man ikke længere behøver den fulde pakke til 100 kroner ekstra om måneden for adgang til streamingtjenester og digitale magasiner. Nu vil man kunne købe to mindre pakker, hvor man enten for film og serier eller digitale magasiner og musik oven i mobilabonnementet.
»På denne måde kan vi nu levere et endnu skarpere produkt, hvor vi kan tilbyde det helt rigtige til endnu flere,« siger Jens Grønlund, der er direktør for Telmore.
Mindre pakker skal trække nye kunder til
Hvor det fulde abonnement, som ændrer navn fra Telmore Play til Telmore Play Premium og rummer også adgang til e-bogstjenesten Mofibo/Storytel, koster 249 kroner om måneden, vil man nu i stedet kunne købe »Telmore Musik og Magasiner« med TDCs musiktjeneste og adgang til Egmonts magasintjeneste Flipp for 179 kroner om måneden. »Telmore Film og Serier«, som giver adgang til streamingtjenesterne HBO Nordic og TV 2 Play koster 199 kroner om måneden.
Telmore lancerede i juni 2014 sit Telmore Play-abonnement, der dengang var helt unikt. Her kunne mobilkunder for 100 kroner oven i det almindelige abonnement få ubegrænset adgang til Telmore Musik, e-bogstjenesten Mofibo, Ekstra Bladets og Politikens digitale avis, de digitale udgaver af Euroman, Eurowoman, madbladet Gastro og boligbladet Rum fra Egmont-koncernen samt Egmonts børnefilmtjeneste MinBio. Oveni kom film- og TV-tjenesterne HBO Nordic, TV 2 Play og CMore.
Siden har nogle af Telmores konkurrenter taget bolden op med Plenti, der åbnede i marts i år, som den mest fremtrædende konkurrent. Plenti lancerede som den første et abonnement med ikke alene fri tale og SMS/MMS men også ubegrænset dataforbrug og en stor indholdspakke oveni med streaming, e-bøger, digitale magasiner, digital adgang til flere aviser samt gratis adgang til Tivoli. Før sommerferien kom så et rent mobilabonnement uden alle ekstratjenesterne men fortsat med ubegrænset datapakke.
Analytiker: Fornuftigt tiltag
Teleanalytiker John Strand, direktør i Strand Consult, ser Telmores nye tiltag som fornuftigt.
»Det er tydeligt, at Telmore gerne vil sælge flere indholdspakker. De sælger uden tvivl primært til deres eksisterende kunder men ønsker at tiltrække nye kunder. Ved at splitte det op gør det selvfølgelig mere attraktivt for flere, og ud fra et kommerciel betragtning er det nok et ganske fornuftigt tiltag. Det handler om at udvide markedet og uddanne danskerne til en ny tankegang,« forklarer John Strand.