Telia: Vi er slået men giver aldrig op

EUs krav var så skrappe, at det gjorde det umuligt at tjene penge i Danmark, siger telegigantens koncernfinansdirektør, der nu vil se på alternativer - men bliver i Danmark.

Foto: Brian Bergmann. EUs krav var så skrappe, at det gjorde det umuligt at tjene penge i Danmark, siger Telias koncernfinansdirektør, der nu vil se på alternativer - men bliver i Danmark.
Læs mere
Fold sammen

»Vi er slået tilbage til udgangspunktet. Vi kunne ikke fortsætte - så ville der ikke være økonomi i det. Vi er ekstremt skuffede, men vi giver aldrig op. Danmark er et kernemarked for os, så vi må se på, hvad vi kan gøre.«

Sådan siger den svenske telegigant Telias koncernfinansdirektør, Christian Luiga, efter at Telia og Telenor fredag morgen meddelte, at de dropper den fusion, som de to giganter har arbejdet på siden december 2014.

»Vi har indgivet flere forslag til EU-Kommissionen og har haft en lang dialog. Hvis vi var gået videre, ville vi have overskredet det punkt, hvor der var tilstrækkelig økonomisk værdi. Derfor er vi nu slået tilbage til udgangspunktet og må se på de strategiske muligheder, som det danske marked byder på,« siger han.

Alle alternativer undersøges

Han understreger, at alle parter »virkelig har gjort vores bedste« med henvisning til, at Telenor har foreslået at sælge lavprismobilselskabet Bibob med 140.000-150.000 kunder fra og senest tilbudt, at en fjerde spiller, som EU-Kommissionen har lagt stor vægt på, ville kunne købe sig en ejerandel i TT-Netværket, som er Telias og Telenors fælles mobilnet i Danmark.

»Vi har fremlagt adskillige indrømmelser og forsøgt at skabe en fjerde spiller, som ville få ejerskab i det fælles mobilnet og få en kundebase. Men det var ikke tilstrækkeligt. Jeg vil ikke spekulere i, hvad Kommissionen mener, kun sige, at vi ikke kunne gå videre. Derfor måtte vi slutte her,« siger Telias koncernfinansdirektør.

Christian Luiga slår fast, at det er vanskeligt at tjene penge i Danmark på mobilområdet.

»Det har især de seneste fem år været svært at få penge ud af investeringerne. Vi startede netop fusionsprocessen med Telenor, fordi investeringsniveauet og udbyttet af investeringerne er alt for lavt på det danske marked, undtagen for en spiller (TDC, red.). Nu vil vi så fortsætte med alle alternativer. Jeg ved, at det er et lidt vagt svar, men vi har en stærk virksomhed og en stærk motivation, så vi vil fortsætte at se på og fastholde kundefokus og diskutere, hvad vi så kan gøre i stedet,« siger Christian Luiga, der understreger, at Telia i Danmark giver overskud.

Han gentager, at han er »ekstremt åben« over for andre muligheder.