Telia tager milliardnedskrivning i Danmark

Den aflyste fusion med Telenor koster nu Danmarks tredjestørste teleselskab en stor nedskrivning.

Foto: MAJA SUSLIN. Telias koncernchef, Johan Dennelind, nedskriver nu for halvanden milliard kroner i Danmark som følge af den aflyste fusion med Telenor. Arkivfoto: Maja Suslin, AFP/TT/Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Den svensk-finske mobilgigant Telia nedskriver for 1,5 milliarder kroner i Danmark som følge af den aflyste fusion med norske Telenor.

Telia, som hører til blandt verdens ti største mobilselskaber, meddelte torsdag morgen, at selskabet nedskriver med 1,9 milliarder svenske kroner, svarende til 1,5 milliarder danske, på goodwill i den danske forretning.

»Nedskrivningen er resultatet af et fornyet eftersyn på den fremtidige indtjening i Danmark efter den tidligere meddelte beslutning om ikke at fuldføre sammenlægningen med Telenor i Danmark,« hedder det.

Fusion blev droppet

Telia, som er Danmarks tredjestørste mobilselskab, og Telenor, som er næststørst efter TDC, aflyste 11. september den længe planlagte fusion i Danmark, fordi kravene fra EU for at få en godkendelse var blevet så skrappe, at de to selskaber ikke kunne se en forretning i at fortsætte fusionen. Den havde de da arbejdet på i mere end et år

Der er ifølge Telia tale om en ikke-pengestrømspåvirkende nedskrivning, som er en del af en samlet nedskrivning på 7,2 milliarder svenske kroner. De 5,3 milliarder kroner kommer i Usbekistan og er et led i Telias plan om at trække sig ud af Eurasien oven på en række bestikkelsessager, hvor mobilgiganten har betalt til skuffeselskaber i Gibraltar for at få fingrene i nødvendige mobiltilladelser.

For præcis et år siden nedskrev Telia i Danmark også sin goodwill med 660 millioner kroner, kort efter at Telenor i Danmark tilsvarende havde nedskrevet sin goodwill.

Telia i Danmark omsatte i juli-september, som er seneste nye regnskabstal, for 1,45 milliarder kroner og fik et driftsoverskud på 131 millioner kroner. Selskabet har 1,63 millioner mobilkunder, 118.000 fastnetkunder og 129.000 bredbåndskunder.

Trods den aflyste fusion fortsætter Telia og Telenor samarbejdet om fælles mobilnet i Danmark.