Telia Stofa solgt inden sommer

Danmarks næststørste kabel-TV-selskab vil få ny ejer inden sommerferien - og har indført gratis Internet til alle TV-kunder.

Klik - en ny ejer er på vej til Telia Stofa. Foto: Colourbox Fold sammen
Læs mere
Kabel-TV-selskabet Telia Stofa, som ejes af Nordens største teleselskab, er sat til salg og ventes at have fået ny ejer inden sommerferien.

»Efter 15 år hos Telia Sonera er Stofa sat til salg. Den proces kører vore ejere i Sverige - og vi lader ikke tanken om nyt ejerskab forstyrre os i det daglige. Vi holder fokus på vor forretning - og det fokus kan også aflæses i regnskabet. Vi forventer, at handelen er afsluttet inden sommerferien - og jeg har ingen kommentarer til prisen,« siger Telia Stofas administrerende direktør, Ole Simonsen, til Business.dk.

Lille fald i omsætningen

Norskejede Telenor har tidligere udtrykt interesse for at købe Telia. Telenor ejer godt nok Canal Digital men mangler et egentligt kabel-TV-selskab og valgte i efteråret at droppe leveringen af TV via bredbåndsforbindelsen, noget, som Telia Stofa kan klare.

Telia Stofa er Danmarks næststørste kabel-TV-selskab efter det TDC-ejede YouSee. Telia Stofa har omkring 460 medarbejdere.

2009-regnskabet fra Telia Stofa viste en faldende omsætning - fra 1,037 millioner kroner til 1,024 mio. Resultatet før renter og skat landede på 92 millioner kroner mod 112 mio. i 2008.

»Konkurrencen på TV og bredbånd er benhård, så at vi er gået halvanden procent tilbage i omsætning i et finanskriseår, hvor vi ydermere fejrer 50-års jubilæum, synes jeg faktisk er i orden. Vi er meget optimistiske,« understreger Ole Simonsen, der forventer at få en del flere kunder i år.

Klar til nye områder

Her vil Telia Stofa også kaste sig over nye forretningsområder.

»At være kabel-TV-selskab handler ikke længere om en skærm på væggen. Det handler om at være til stede på alle de terminaler (skærme, red.), som en moderne familie bruger,« siger direktøren.

Telia Stofa indførte i efteråret en særlig fordelspakke til kunderne, således at alle TV-kunder automatisk får en gratis lavhastighedsforbindelse til Internet på 256 kilobit i sekundet med i købet samt gratis telefonabonnement, som kun betales efter forbruget.
Samtidig fik nuværende kunder sat prisen på deres bredbåndsforbindelse ned med 10 procent, efter at Telia Stofa - som YouSee - »hver 15.-17. måned gennem ti år har fordoblet båndbredden,« som Ole Simonsen udtrykker det.

Hans store plan for fremtiden er at sørge for, at alt, hvad Telia Stofa lige nu leverer gennem kabler, også kan tilgåes af kunderne fra en mobiltelefon eller en bærbar PC, uanset hvor de er i verden.

»Og vi kommer derfor også med net-TV, om end det ikke lige nu står øverst på dagsordenen,« siger Ole Simonsen og henviser til besværet med at få rettighederne bragt i orden.