Telia søger milliardlån for at købe op

Der er udsigt til, at den svenske telegigant vil stå økonomisk langt stærkere, fordi en kæmpe bøde kan blive mindre, og et frasalg i Eurasien også ser ud til at lykkes. Dermed er der penge til nye opkøb i blandt andet Danmark.

Foto: KIMMO BRANDT. Telia, der er Nordens største teleselskab, er ved at fylde pengekassen godt op forud for nye opkøb i Norden og de baltiske lande. Arkivfoto: Kimmo Brandt, EPA/Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Den svenske telegigant Telia arbejder på at låne helt op mod 15 milliarder kroner for at kunne købe op. Det kan betyde, at TDC i Danmark igen kan komme i spil som et muligt opkøb.

Ifølge den svenske avis Dagens Industri vil Telia tage et hybridlån på mellem en og to milliarder euro, svarende til 7,5-14,8 milliarder kroner. Med et hybridlån betragtes en del af de lånte penge af kreditvurderingsinstitutterne som egenkapital, og det forbedrer selskabets kreditværdighed. Til gengæld er renterne på hybridlån typisk højere end normalt.

Bedre udsigt til, at frasalg lykkes

Telia afventer lige nu den endelige afgørelse af, hvor stor en bøde selskabet skal betale i USA og Holland som følge af bestikkelsesaffæren i Usbekistan, hvor Telia i 2007 betalte penge under bordet til et skuffeselskab i Gibraltar for at købe en vigtig tilladelse til at drive mobilnet i landet. Siden september 2016 har Telia, der er Nordens største telekoncern og hører til blandt verdens største mobilselskaber, forsøgt at forhandle kæmpebøden på otte milliarder kroner ned.

Det ser nu ifølge Dagens Industri ud til at kunne lykkes at få den gjort betydeligt mindre.

Samtidig er der nu udsigt til, at Telia kan få solgt sine mobilselskaber i de eurasiatiske lande fra før sommerferien. Det drejer sig om aktiviteterne i Aserbajdsjan, Kasakhstan, Georgien og Moldova.

Alt i alt vil det betyde, at Telias pengekasse igen vil tage sig godt ud og dermed være klar til opkøb i Norden og de baltiske lande, som fremover er Telias kerneforretning.

TDC for dyr og risikabel

Telias topchef, Johan Dennelind, bekræftede i februar ved regnskabsaflæggelsen, at Telia har set på at købe TDC i Danmark men havde droppet det igen, fordi TDC var for dyr og risikabel. Udmeldingen er dog blevet set som et forhandlingsudspil. Til gengæld vil Telia se sig om efter andre af »mange muligheder, som vi vil kaste os over«.

»Jeg har ikke udelukket at forlade Danmark, selv om det ikke er vores foretrukne valg. Vi kan ikke have nogen operation, der giver nul eller negative resultater. Hvis man gør det for længe, ødelægger værdien, og det er ikke derfor, at vi er her. Hvis det, der kræves for at skabe eller spare værdi, er, at vi til sidst skal forlade Danmark efter at have udforsket alle mulighederne, så er det det, vi bliver nødt til at gøre. Men det er den sidste mulighed for, hvad vi ønsker at gøre, så vi udforsker intensivt de forskellige muligheder, som vi har, og har nu sagt, at TDC ikke er en mulighed,« sagde Johan Dennelind.

Telia er i Danmark tredjestørst efter TDC og Telenor. Telia og Telenor har fælles mobilnet i Danmark. Telia ejer også lavprismobilselskabet CallMe.