Telia skal fyre flere i Danmark

Op mod 150 skal fyres inden udgangen af august efter et dårligere halvårsregnskab. (Senest opdateret kl. 17.21)

Telia i Danmark skal igennem en ny fyringsrunde. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Den svenskejede telekoncern Telia skal fyre måske op mod 150 medarbejdere i Danmark.

»Tallet 150 ved jeg ikke, hvor man har fra, men jeg kan bekræfte, at det er rigtigt, at vi påtænker at afskedige i Telia Danmark Mobil for at optimere driften og holde forretningen konkurrencedygtig,« siger administrerende direktør Jesper Brøckner fra Telia Danmark til Business.dk.

Både Telia og CallMe rammes

Afskedigelserne vil ramme både Telias mobilforretning og lavprismobilselskabet CallMe, det tidligere Debitel, og vil fortrinsvis ske i de såkaldte »backoffice«-funktioner, altså stillinger i baglandet og ikke i de kundevendte funktioner.

»Vi har nogle mål, som vi skal nå, samtidig med at Telia investerer mere i Danmark nu end sidste år,« siger Jesper Brøckner.

Så jo flere penge Telia bevilger til Danmark, jo færre medarbejdere er der råd til?

»Halvårsregnskabet, som kom forleden, viste en nedgang på tre-fire procent i omsætningen. Så er vi nødt til at rette på omkostningerne. Der kører derfor en proces nu, men jeg kan ikke sige noget om antallet af fyringer - kun bekræfte, at det kræver forhandlinger. Vor ambition er at have givet alle berørte besked i indeværende måned« siger Jesper Brøckner, der ikke vil udtale sig om fratrædelsesordninger.

Funktioner samles i Sverige

Han tilføjer, at nogle fyringer vil ske, fordi Telia samler flere funktioner på koncernplan.

Skal alt efterhånden flyttes til Sverige?

»Nej, men hele produktudviklingen ligger dér, tilsvarende med netudbygningen. Vi har kun ganske få ressourcer i Danmark. Og når man på koncernplan håndterer det, vil vi jo ikke skulle betale dobbelt for det,« siger Telia-direktøren.

Så Telia ender i Danmark som et salgsselskab og ikke ret meget andet?

»Vi betragter ikke landestrukturerne men arbejder med dækningsområder. Normalt har vi ressourcer i landene men organiserer så fælles for at udnytte det hele bedst muligt,« siger Jesper Brøckner.

Danmark gik fri i foråret

Da Telia-koncernen, som er Nordens største teleselskab, i februar i år annoncerede en massefyringsrunde på 2.900 stillinger, gik Danmark fri. Dengang sagde Jesper Brøckner til Computerworld:

»Vi har allerede været igennem en række effektiviseringer herhjemme, eksempelvis i kølvandet på købet af Orange. Man kan aldrig udelukke personalereduktioner fuldstændig, men i første omgang omfatter spareplanen Sverige og Finland,« lød beskeden.

Telia har været i Danmark siden 1995. Telia Mobile i Danmark og CallMe har i dag omkring 1.000 medarbejdere.