Telia ransaget i korruptionssag

Razzia mod kontorer i Holland i bestikkelsessagen, som nu også den russiske mobilgigant Vimpelcom inddrages i. Schweiz undersøger nu, om hovedpersonen - Usbekistans diktators ældste datter - har deltaget i pengehvidvaskning.

Gulnara Karimova, ældste datter af Usbekistans præsident gennem flere årtier, er nu også i de schweiziske myndigheders søgelys for bestikkelse, og flere end 800 millioner schweizerfrancs er indefrosset. Mobilgiganten Telia er indblandet i bestikkelsessagen. Arkivfoto: Sergei Ilnitsky, EPA/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: SERGEI ILNITSKY

To af den svenske-finske telegigant Telias datterselskaber i Holland er blevet ransaget i en undersøgelse af bestikkelse og pengehvidvaskning.

Myndighederne i Holland gennemførte tirsdag en razzia med husstandsundersøgelser i to datterselskaber for at skaffe beviser til den store undersøgelse, som allerede er i gang i Sverige og handler om, hvorvidt telegiganten har betalt penge under bordet til styret i Usbekistan for at købe en licens til 3G-telefoni i landet.

Bestikkelse for mobillicens

Telia beskyldes for i 2007 gennem et skuffeselskab, Takilant, i Gibraltar at have betalt penge under bordet til Usbekistans diktators ældste datter, Gulnara Karimova, som er ansvarlig for telemarkedet i landet og i øvrigt er kendt som smykkedesigner, for at få 3G-mobillicensen, som var afgørende for at kunne udvikle mobilnettet til bedre datatransmission og dermed fastholde markedspositionen i landet.

Den schweiziske statsanklager bekræftede onsdag, at Schweiz undersøger Gulnara Karimova, som er under mistanke for pengehvidvaskning. Fire personer er i søgelyset. Schweiz har foreløbig blokeret for adgang til en formue på over 800 millioner schweizerfrancs. Den 41-årige Gulnara Karimova var fra december 2008 til sidste år usbekisk ambassadør ved FN i Genève.

Også en anden af verdens store mobilselskaber, det russiske Vimpelcom, rodes nu ind i en bestikkelsessag i landet. De amerikanske børsmyndigheder arbejder sammen med Holland om en undersøgelse af Vimpelcoms virksomhed i Usbekistan, som har 30 millioner indbyggere og gennem mere end to årtier har været styret af Gulnara Karimovas far, Islam Karimov.

Tidligere koncernchef klarer ikke frisag

Den hollandske razzia kommer som en del af sagen, bekræfter den svenske anklager, Gunnar Stetler, over for svenske medier.

Bestikkelsessagen kostede sidste år Telias koncernchef, Lars Nyberg, og store dele af bestyrelsen deres poster, selv om det endnu ikke har kunnet bevises - men heller ikke afvises -, at der faktisk er noget om snakken. En stærkt kritisk rapport fra advokat Biörn Riese fik dog få timer efter offentliggørelsen Lars Nyberg til at træde tilbage.

Lars Nyberg får ifølge Svenska Dagbladet ikke ansvarsfrihed af selskabets revisorer i sagen, som opstod, kort før han blev udnævnt som koncernchef. Det gør derimod den tidligere finanskoncerndirektør Per-Arne Blomquist og Lars Nybergs afløser, Johan Dennelind, som i efteråret fyrede Per-Arne Blomquist og flere andre direktører for deres rolle i sagen. Afvisningen er et nyt nederlag for Lars Nyberg, som dermed risikerer at skulle betale økonomisk erstatning.

Det vil der blive taget stilling til 2. april, siger den svenske finansminister Peter Norman gennem sin pressesekretær.

Den svenske stat ejer 37,3 procent af aktierne i Telia, som hører til blandt verdens ti største mobilselskaber og i Danmark er nummer tre efter TDC og norske Telenor.