Telia og Telenor lader Nokia bygge 5G-mobilnettet

Den finske storleverandør af mobiludstyr skal nu i gang med at opgradere Danmarks største mobilnet med 4.300 master og antenner til den hurtigere 5G-teknologi.

Telias og Telenors fælles mobilnet er det største i Danmark. Nu skal alle 4.300 master og antenner opgraderes til 5G-teknologien. Den opgave er lagt i hænderne på finske Nokia. Damien Meyer/AFP/Ritzau Scanpix

Opbygningen af Telias og Telenors fælles 5G-mobilnet i Danmark er nu lagt endegyldigt i hænderne på den finske storleverandør af mobiludstyr, Nokia.

Nokia skal levere det nødvendige udstyr til de flere end 4.300 master og antenner, som udgør Telias og Telenors fælles mobilnet, TT-Netværket, så der i løbet af det næste år til halvandet kan blive 5G-dækning i størstedelen af landet til de lidt over tre millioner mobilbrugere.